Heunicke advarer efter stigende smittetal: - Vi må ikke sætte det over styr nu
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen, sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding holder pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 10. marts
Ifølge Statens Serum Instituts overvågning af udviklingen er der ikke tegn på større udbrud af coronasmitte i Danmark.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var onsdag ude og advare danskerne imod at slække på de vaner, der skal holde coronavirussen nede.
- Det må ikke ske. Vi må for alt i verden ikke sætte det hele over styr nu, skriver han i et opslag på Facebook.
Magnus Heunicke oplyser, at der i øjeblikket er en stigning i antallet af bekræftede smittetilfælde med covid-19.
I sidste uge blev der påvist 240 smittetilfælde, som var en stigning sammenlignet med ugerne før. I de to foregående uger var tallene 169 og 123 bekræftede smittede. De seneste to dage har der været henholdsvis 48 og 40 nye bekræftede smittetilfælde.
Ingen tegn på større udbrud
Ifølge Statens Serum Instituts overvågning af udviklingen, er der dog ikke nogen tegn på større udbrud i Danmark. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der heller ikke nogen smittekæder, der er ude af kontrol.
Alligevel appellerer sundhedsministeren til, at danskerne følger de retningslinjer og opfordringer, som myndighederne kommer med.
- Jeg ved godt, at det ikke er let. Vi længes efter en mere normal hverdag. Det gør hele verden. Og jeg er helt med på, at særligt mange unge mennesker føler, at de går glip af en masse oplevelser i denne sommer. Men vi er nødt til at holde fast, skriver Magnus Heunicke.
- Hver dag er der danskere, der bliver smittet med coronavirus, og det kan virkelig hurtigt gå den forkerte vej, hvis vi ikke passer på. Se bare i USA eller helt aktuelt i Barcelona, hvor hurtigt virus kan sprede sig.
Nul tilfælde i 46 kommuner
I skrivende stund kan 611 dødsfald i Danmark relateres til covid-19. 16 er indlagt – fire af dem ligger på intensiv, mens tre ligger i respirator.
Af de 240 tilfælde, der blev påvist i uge 29, er 63 procent af dem fra Region Hovedstaden, mens cirka 20 procent af dem er fra Region Sjælland. Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse. Det fremgår også, at 46 ud af landets 98 kommuner havde nul tilfælde i uge 29.
Afdelingschef: Viser, at virus stadig er her
Tyra Grove Krause, der er afdelingschef og overlæge på Statens Serum Institut, siger, at den seneste stigning i smittetilfælde ikke kan forklares ved større geografiske ophobninger eller udbrud.
- Der optræder løbende mindre udbrud og smittekæder, som indtil videre er kommet hurtigt under kontrol ved en aktiv kontaktopsporingsindsats. Men stigningen viser, at virus stadig er her, og at vi ikke må glemme at holde afstand og være opmærksom på god håndhygiejne, selvom det er sommerferie, siger hun i pressemeddelelsen.