Hold på hat og festtelte: Store bededag bliver megakold og blæsende
Foto: TV2 Vejret
Arkivfoto af et telt som efter et vindstød er fløjet fra en have til en anden.
Konfirmationerne vil foregå i tørvejr - især i Nordjylland er der plads til solskin på helligdagen.
Mange skal i festtøjet til dagens konfirmationer, men det er en rigtig god idé at få varmt overtøj med.
Kraftig blæst vil fredag holde temperaturen nede i hele landet, og nogle steder vil det føles vinterkoldt.
I formiddag vil termometrene vise mellem 6 og 9 grader, men på grund af den kraftige østenvind er der en stor afkøling.
Kuldeindekset, som er en kombination af vind og temperatur, vil få det til at føles, som om det er mellem 0 og 4 grader.
Eftermiddag med vindstød der nærmer sig stormstyrke
Vinden er tiltagende, og i løbet af dagen vil større dele af landet få meget kraftige vindstød.
TV 2 vejret har derfor udsendt varsel om vindstød op til stormende kuling. Stormende kuling er niveauet lige under stormstyrke.
Vindstødene kan eksempelvis få betydning for telte og pavillioner, som kan blæses omkuld, hvis de ikke er sat op i læ eller stærkt tøjret.
Regn til Syd- og Vestjylland
I løbet af eftermiddag og aftenen vil en front nærme sig fra sydvest. Det betyder aftenregn til Syd- og Vestjylland. Måske kan regnen også nå til Fyn.
Dagens højeste temperaturer når op over 10 grader, og især i Nordjylland og på øerne vil der også være plads til solskin.