- Hun er en fed karakter, siger landstræner om nordjysk EM-finalist
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Landsholdsspilleren Michala Møller forsøger at byde ind i løbet af kampene, selvom hun ikke altid spiller den største rolle på banen.
Nordjyske Michala Møller tilbragte det meste af tiden på bænken, da det danske kvindelandshold i håndbold i fredags mødte Montenegro i EM-semifinalen.
Men midt i et dansk angreb rejste hun sig pludselig op.
Ikke for at gøre sig klar til at komme på banen - men for at sige et par ord til Jesper Jensen.
- Jeg havde set nogle ting angrebsmæssigt, som jeg bare lige ville dele med ham, siger 22-årige Michala Møller til TV 2 SPORT og tilføjer:
- Det handler for mig egentlig bare om at komme med nogle input, hvis jeg synes, der er et bestemt system eller et sted, jeg synes, vi skal angribe. Så det er egentlig bare for at byde lidt ind.
Men selvom det "bare" er for at byde lidt ind, mener landstræner Jesper Jensen, at den situation - som på ingen måde var den første af slagsen ved EM - siger meget om dét, Michala Møller bringer til landsholdet.
- Michala er en fed karakter. Selvom hun er ung, har hun enormt meget karakter.
- Hun sidder og ser nogle ting ude på bænken, og hun tør godt at byde ind. Hun kender mig også fra klubben (Team Esbjerg, red.), så hun ved godt, at man gerne må sige en masse ting, og så skal jeg nok selv filtrere det, siger Jesper Jensen.
"Jeg prøver at give så meget, jeg kan"
Michala Møller har ikke fået voldsomt meget spilletid ved EM.
Til gengæld har hun fået masser af ansvar, da hun er blevet mere eller mindre fast straffeskytte - med stor succes.
Derfor tilbringer hun også meget tid på bænken, hvor de små samtaler med Jesper Jensen langt fra er det eneste, hun byder ind med undervejs i kampene.
Esbjerg-spilleren er nemlig også særdeles aktiv på sidelinjen, hvor hun flere gange i kampene rejser sig op og råber ind til sine holdkammerater.
Men hvordan spiller det sammen med at være 22 år og en af de mindst rutinerede på holdet?
- Jeg prøver bare at give så meget, jeg kan - uanset om det er på eller uden for banen. Jeg ved selv, at det giver rigtig meget til dem, der står banen, at vi bidrager udefra. Så der prøver jeg at bidrage så meget, jeg kan, til at dem på banen føler sig trygge og mærker gejsten.
- Og så er vi bare en vildt god gruppe, og vi er vildt gode til at give plads til alle. Man er virkelig tryg her. Så man kan være den, man er, både som spiller og som menneske. Det er utroligt vigtigt, når man er afsted til sådan et mesterskab, siger hun.
Det er Jesper Jensen enig i, og han er imponeret over, hvordan hun går til opgaven - selvom hun er ung.
- Når man lige møder hende første gang, er hun en lidt stille pige, men der foregår meget oppe i hendes hoved.
- Der kommer mange sjove kommentarer, og hun er også en af dem, der driller lidt og er med til at skabe en god rytme og et godt humør, siger landstræneren.
Søndag har Michala Møller igen mulighed for at give Jesper Jensen et godt råd, når Danmark spiller EM-finale mod Norge.
Kampen kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 20.30.