Juli blev den solrigeste af sin slags nogensinde
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Aldrig før har solen skinnet så meget i juli måned, og samtidig bliver det en af de tørreste og varmeste overhovedet.
Man er ikke i tvivl - sommeren har i allerhøjeste grad strammet sit varme greb om Danmark, og det ses tydeligt på de knastørre tal for juli.
Måneden, som netop er slut, er således den solrigeste juli, der er målt i landet, siden de landsdækkende solskinstimemålinger begyndte i 1920.
11 timers solskin hver dag
Til og med søndag har solen i alt skinnet i 326 timer i løbet af månedens 29 dage. Det svarer til 11 timer og 14 minutters solskin hver dag siden den 1. juli. DMI vurderede mandag, at det samlede antal solskinstimer for juli ville ende på cirka 338 timer. Det gør måneden til den tredjemest solrige måned overhovedet i Danmark.
Den tidligere solskinsrekord for juli er blot 12 år gammel og lød på 321 timer.
Selv om solen aldrig har skinnet så meget i en juli i Danmark som i år, er det faktisk blot to måneder siden, vi senest havde en mere solrig måned.
Maj sprængte alle solskinsrekorder og endte med forrygende 363 timers solskin på landsplan.
Fjerdevarmeste og fjerdetørreste juli siden 1874
Juli har ikke kun gjort sig bemærket ved de rekordmange solskinstimer. Selv om de endelige tal for temperaturer og nedbør ikke er gjort op endnu, så ender juli med at blive den fjerdevarmeste, der er målt.
Formentlig ender gennemsnitstemperaturen på lige omkring 19 grader, og det gør juli til den varmeste af sin slags i fire år. Rekorden på 19,8 grader er fra 2006.
Det er dog især gennemsnittet af dagtemperaturerne, der gør juli speciel. Indtil søndag er det på 24,5 grader og dermed blot 0,3 grader lavere end rekorden fra 2006 på 24,8 grader.
I lang tid så det også ud til, at juli i år ville blive den tørreste af sin slags overhovedet, men lørdagens uvejr fik forpurret nedbørsrekorden. Således ender juli i år med mindst 16 millimeter nedbør på landsplan, hvilket gør det til den fjerdetørreste juli herhjemme - og den tørreste juli i 24 år.