Karsten Lauritzen erkender at have taget politisk journalist på låret
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Venstres nordjyske gruppeformand, Karsten Lauritzen, fortæller i stort interview om sin egen opførsel og en sexistisk kultur.
MeToo-bølgen skyller i disse dage henover det politiske Danmark, og profiler som Morten Østergaard og Frank Jensen har måttet trække sig hele eller delvist ud af dansk politik.
Flere andre har været genstand for anklager, og nu vælger en toppolitiker at gøre sig selv til centrum i debatten. Venstres 37-årige gruppeformand, Karsten Lauritzen, står nemlig frem i et stort interview med Jyllands-Posten og fortæller om sine egne erfaringer med sexisme og grænseoverskridende adfærd.
Han erkender at have været en del af en sexistisk machokultur både i Venstres Ungdom og på Christiansborg.
Har undskyldt en 'håndfuld gange'
Karsten Lauritzen er ikke offentligt blevet anklaget for krænkelser, men i interviewet kommer det frem, at han i 2018 befamlede Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen på låret, under en bytur i København.
Netop Marchen Neel Gjertsen står bag interviewet med Karsten Lauritzen, og de to taler åbent om den sag, som Lauritzen undskyldte for. En undskyldning, Gjertsen har godtaget.
Desuden erkender Karsten Lauritzen at have undskyldt over for flere kvinder.
- Når jeg ser tilbage på en 13-årig periode, hvor jeg har haft forhold og relationer på kryds og tværs i den osteklokke, som Christiansborg er, så har der været eksempler, hvor jeg er blevet opmærksom på det selv eller er blevet gjort opmærksom på det. En håndfuld gange igennem årene vel. Der har jeg taget kontakt til dem, det har drejet sig om, og haft en snak, hvor jeg har sagt undskyld for at have opført mig upassende og haft dårlig dømmekraft, siger han.
Den tidligere skatteminister fortæller desuden, at han har været i et forhold med en underordnet, men han vil ikke svare på, om han har haft sex med andre underordnede. Han mener dog ikke, at han har gjort noget, der kan klassificeres som magtmisbrug.
Nyt kapitel i MeToo
Karsten Lauritzen er den anden toppolitiker, der står frem på eget initiativ i MeToo-debatten, efter Socaldemokraternes Jesper Petersen gjorde det 21. oktober på Facebook.
Det var dog en udmelding af en noget anden karakter, som omhandlede sex med en 15-årig, da Jesper Petersen selv var 20. Han skrev desuden, at årsagen til hans opslag var en bebudet artikel fra Ekstra Bladet, der dog aldrig dukkede op.
At Karsten Lauritzen står frem og giver et interview om mere generelle problemer med både sin egen og andres opførsel, er altså nyt i den politiske verdens opgør med MeToo.
- Karsten Lauritzen er den første mand i toppolitik, der åbent går til bekendelse og rent faktisk går med hovedet forrest ind i debatten om seksuel chikane og krænkelser, siger TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg.
Usikker position
Han mener, at Karsten Lauritzen kan have set sig presset til at komme med den her udmelding
- Han tager en chance, måske også fordi han nok vidste, at noget ville komme frem før eller siden. Han har måske haft på fornemmelsen, at noget var på vej og ikke ønsket at blive outet, siger Troels Mylenberg.
Interviewet sætter Karsten Lauritzen i en usikker position, understreger Troels Mylenberg. Venstres partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, har bebudet nultolerance over for seksuelle krænkelser, og selvom der ikke er nogen deciderede tilståelser i Lauritzens udmeldinger, er det svært at spå om reaktionen.
- Det er ikke er sikkert, at hans indrømmelser og erkendelser alene vil blive mødt med tilgivelse og bifald. Men Lauritzen spiller med helt åbne kort, og det kan måske være hans redning, lyder det fra Troels Mylenberg.