LIGE NU:

Kopenhagen Fur lukker ned

Virksomheden med speciale i pels beskæftiger 300 ansatte.

Pelshuset Kopenhagen Fur lukker ned. Det fortæller virksomhedens direktør, Jesper Lauge Christensen.

- Vi er i øjeblikket 300 medarbejdere, og det er desværre den nedslående besked, jeg har givet til dem i morges, siger han i TV 2-programmet Business Class.

Nedlukningen af virksomheden skyldes regeringens beslutning om at slå alle mink i Danmark ned.

Verdens største auktionshus for pels

Auktionshuset lukker dog ikke med øjeblikkelig virkning, understreger direktøren.

I den resterende del af året vil Kopenhagen Fur modtage skind fra både danske og udenlandske leverandører, som skal sorteres og klargøres til salg. Herefter vil de blive sendt på auktion i 2021, hvor der er planlagt fire styks på auktionshuset i Glostrup, mens virksomheden sælger ud af de sidste rester på lageret i 2022.

- Derefter lukker vi ned, siger Jesper Lauge Christensen.

 

Kopenhagen Fur er ejet af Dansk Pelsdyravlerforenings medlemmer, og det er verdens største auktionshus for pels.

Firmaet blev stiftet tilbage i 1930 som Dansk Pelsdyravlerforening.

Aflivning af alle mink

Fundet af den særlige, muterede minkvariant af coronavirus - kaldet cluster 5 - har allerede haft enorme konsekvenser for det danske samfund og ikke mindst minkindustrien, der er i knæ.

4. november meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at alle mink i Danmark – syge som raske – skulle aflives på grund af mutationen, som var fundet blandt de pelsede dyr.

Frygten var, at det kan skade effekten af en kommende vaccine, hvis den danske mutation fik lov at sprede sig.

Det har dog efterfølgende vist sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at beordre aflivning, hvis ikke der er reel risiko for smitte, eller hvis farmen ligger udenfor en bestemt radius af en allerede smittet besætning.

Ifølge Fødevarestyrelsen er der 1139 minkavlere i Danmark.

På de 207 af dem har der været coronasmitte, oplyser Fødevarestyrelsen.