Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lærere og pædagoger udsender strejkevarsel: Aalborg Kommune rammes

Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix

Den bebudede strejke vil lægge børnepasningen fuldstændig ned i 12 kommuner. Aalborg Kommune er blandt dem.

Forældre med børn i daginstitutioner skal muligvis snart se sig om efter en anden børnepasning.

Og forældre med skolebørn risikerer at stå foran lukkede skoler, hvis overenskomstforhandlingerne ender i en konflikt, fordi de offentlige forhandlinger er brudt sammen og blevet henvist til Forligsinstitutionen.

Tirsdag morgen sender Danmarks Lærerforening og BUPL – Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund – et meget massivt strejkevarsel ud, der involverer i alt 10.900 lærere og pædagoger og kan ramme op til 100.000 børns dagligdag i skoler, daginstitutioner og fritidsinstitutioner.

- At udtage medlemmer til en konflikt er et alvorligt skridt. Men vi står også i en yderst alvorlig situation. Vi ønsker at få arbejdsgiverne til at lave en overenskomstaftale med os, så folkeskolen kan få en ny start, og så vi igen kommer ind på samarbejdssporet, siger formand for Overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

Den bebudede strejke fra de store lærer- og pædagogorganisationer vil sende 5900 lærere og 5000 pædagoger i strejke og lægge børnepasningen fuldstændig ned i 12 kommuner.

Som et kuriosum er arbejdsgivernes chefforhandler Michael Zieglers kommune Høje-Taastrup med som en af de ramte kommuner, når det gælder både skoler og børnepasning.

I bunden af artiklen kan du se en liste over de skoler, der vil blive ramt ved en strejke. I faktaboksen højere oppe i artiklen kan du se, hvilke kommuner der påvirkes af BUPL's bebudede strejke.

12 kommuner rammes

Pædagogernes forklaring på det omfattende strejkevarsel er, at økonomien har det godt i Danmark, men det til trods afviser arbejdsgiverne at forbedre offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår ved overenskomstforhandlingerne. Et argument, som arbejdsgiverne er lodret uenige i. Her hedder modargumentet, at de offentligt ansatte i en årrække har fået for meget i løn i forhold til de privatansatte.

BUPL har sammen med de øvrige 50 faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet sendt et strejkevarsel til de offentlige arbejdsgivere.

- Efter tre kriseoverenskomster i træk så skal vores medlemmer have bedre løn og arbejdsvilkår. Vi er mere værd, men det vil arbejdsgiverne ikke anerkende. Derfor varsler vi konflikt, siger BUPL-formand Elisa Bergmann.

Disse 12 kommuner rammes: 

  • Silkeborg
  • Vejen
  • Haderslev
  • Høje Taastrup
  • Ballerup
  • Gentofte
  • Aalborg
  • Herning
  • Kalundborg
  • Nyborg
  • Helsingør
  • København

BUPL har tirsdag morgen givet direkte besked til de medlemmer, der vil blive omfattet af en strejke. Og BUPL har koordineret med blandt andre Danmarks Lærerforening, så de kan lukke hele arbejdspladser.

Der er tale om en landsdækkende konflikt, hvor cirka 80.000 offentligt ansatte er udtaget til konflikt fordelt over alle landets kommuner på tværs af fagområder – i kommuner, regioner og i staten. Imens forhandler parterne videre i Forligsinstitutionen for at undgå en stor strejke.

- Vi har udtaget cirka 5000 pædagoger i 12 kommuner til konflikt i første omgang – og laver en stærk politisk markering. Det er det våben, som vi har i værktøjskassen, og vi bruger det med omhu. Vores mål er ikke at gøre livet besværligt for børn og familier, men derimod at ramme arbejdsgiverne, fastslår Elisa Bergmann.

Lige nu er overenskomstforhandlingerne altså endt i Forligsinstitutionen, hvor forligsmand Mette Christensen skal se, om det er muligt at genoptage forhandlingerne. Ellers træder konflikten i kraft den 4. april 2018.

I tilfælde af en konflikt har de kommunale arbejdsgivere bebudet en lockout for at tømme strejkekasserne. Hvor massivt Michael Zieglers modsvar bliver ventes offentliggjort senere på ugen.

Disse skoler i Aalborg kan blive lukket, hvis strejken indtræffer:

Antal lærere, som kan ende i strejke: 1556
Bislev skole
Byplanvejens skole
Ellidshøj skole
Farstrup skole
Ferslev skole
Filstedvejens skole
Frejlev skole
Gandrup skole
Gistrup skole
Gl. Hasseris skole
Gl. Lindholm skole
Grindsted skole
Gudumholm Centralskole
Gug skole
Hals skole
Herningvej skole
Hou skole
Højvangskolen
Klarup skole
Kongerslev skole
Kærbyskolen
Langholt skole
Mellervangskolen
Mou skole
Nibe skole
Nr Uttrup Skole
Nørholm skole
Nøvling skole
Sebber skole
Seminarieskolen
Skansevejens skole
Sofiendalskolen
Stolpedalsskolen
Sulsted skole
Svenstrup skole
Sønderbroskolen
Sønderholm Skole
Tofthøjskolen
Tornhøjskolen
Tylstrup skole
Ulsted Skole
Vadum skole
Vejgaard Østre skole
Vestbjerg skole
Vester Hassing Skole
Vester Mariendal skole
Vesterkærets skole
Vodskov skole

Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.