Byen Wittenberg i den sydøstlige tyske delstat Sachsen-Anhalt har en af verdens mest berømte kirkedøre.

Døren på byens gamle Slotskirke vender ud mod slotspladsen, og besøges årligt af tusindvis af turister.

Kirken med den massive trædør er endda kommet på Unescos liste over verdenskulturarv, fordi det var lige netop her, præsten Martin Luther for præcis fem hundrede år siden hamrede sine berømte ’95 teser’ op og ændrede datidens Europa for altid.

Teserne gav nemlig startskuddet til reformationen, der splittede den katolske kirke, og groft sagt delte Europa op i et protestantisk Nordeuropa og et katolsk Sydeuropa.

Turisterne kigger dog forgæves efter sømhullerne i kirkedøren. For kirkedøren er ikke den originale – den blev erstattet efter en kirkebrand for 250 år siden.

Martin Luther er til gengæld ikke til at overse i Wittenberg. Han ligger begravet under kirkegulvet i Slotskirken, hans statue står på byens torv, og allerede i 1938 skiftede byen navn til Lutherstadt Wittenberg (’Lutherbyen Wittenberg’, red.) i respekt for byens store søn.

I sig selv var det ikke unormalt at sømme beskeder til menigheden op på kirkedøren. Men da Martin Luther slog sine ’95 teser’ op på døren den 31. oktober 1517 - dagen før Allehelgensdag og 10 dage før hans egen 34 års fødselsdag – var han ude i et større ærinde end blot at orientere menigheden om seneste nyt.

Blev munk efter et tordenvejr

På det tidspunkt var Martin Luther en religiøs autoritet af en vis, lokal betydning. Han var teologiprofessor ved universitetet i Wittenberg, præst og tidligere munk.

Egentlig begyndte han sin akademiske karriere med at studere jura. Men legenden fortæller, at en skræmmende oplevelse fik Martin Luther til at skifte karrierespor. Historien er, at han som 22-årig oplevede at stå midt i en forfærdeligt tordenvejr, hvor lynet var meget tæt på at slå ned i ham. Skrækslagen bad han til Den Hellige Anna og lovede, at han ville gå i kloster, hvis han fik lov at overleve tordenvejret.

Han overlevede – og han holdt ord og blev munk.

Skærsilden var en god forretning

Martin Luther var imidlertid præget af anfægtelser over den måde, som den katolske kirke tjente penge på befolkningens skræk for skærsilden. Kirken solgte såkaldt ’aflad’, der kunne sikre den afdøde en lettere vej gennem skærsilden og ind i himmelen.

Handelen med ’afladsbreve’ var blevet en styrtende god forretning for den katolske kirke:

- Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer, lød mottoet for de omrejsende sælgere af afladsbreve.

Det troede Martin Luther ikke på, og hans 95 teser var i første omgang en indbydelse til en akademisk, teologisk diskussion af, om ikke kirken burde stoppe denne form for handel.

Men teserne spredtes og fik et liv, der var lagt større, end Martin Luther sandsynligvis havde tænkt sig. 50 år tidligere havde Johann Gutenberg nemlig bragt Tyskland ind i bogtrykkerkunstens tidsalder, og Luthers teser blev trykt og distribueret over hele Tyskland.

Paven var 'Antikrist'

For Martin Luther betød det, at der blev rejst en sag om kætteri imod ham. Han blev indkaldt til forhør, hvor højtstående medlemmer af den katolske kirke forsøgte at få ham til at trække sine synspunkter tilbage.

Det nægtede han gang på gang, og han skærpede efterhånden sin argumentation til det ret radikale synspunkt, at paven i Rom var ’antikrist’.

I 1520 spidsede tingene alvorligt til. Pave Leo den 10. udsendte en såkaldt ’bandbulle’, der gav Martin Luther 60 dages frist til at trække sine teser tilbage. Hvis ikke, ville han blive smidt ud af den katolske kirke.

Luthers bogbrænding

Luther gav sig imidlertid ikke. Han arrangerede en offentlig bogbrænding i Wittenberg den 10. december 1520, hvor han brændte både pavens bandbulle og de kirkelige retsbøger. Herfra var der ingen vej tilbage for Martin Luther.

Nogle historikere mener i dag, at denne dato – den 10. december 1520 – er den protestantiske reformations egentlige ’fødselsdag’, i højere grad end den 31. oktober 1517.

Luther blev lyst i band, og den tyske kejser Karl den 5. indledte en retssag mod ham i Worms. Det var under denne retssag, Martin Luther i sin forsvarstale udtalte de berømte ord:

- Her står jeg. Jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig. Amen.

Kejserens retssag endte med, at Martin Luther blev erklæret en kætter, og dermed stod det enhver frit at slå ham ihjel.

Lod skægget stå og skrev løs

Det lykkedes dog Luthers velgører og beskytter hjemme fra Wittenberg, hertug Frederik den Vise, at ’bortføre’ Luther og bringe ham i sikkerhed på et af fyrstens slotte i Wartburg.

Her smed Luther munkekutten, lod skægget stå og levede under dæknavn bag slottets mure, mens han gik i gang med den enorme opgave at oversætte Bibelen til tysk og skrive religiøse tekster, salmer og anvisninger til de troende.

Nogle år senere var tingene kølet så meget ned, at han kunne vende tilbage til Wittenberg, hvor han fortsatte skriveriet.

Bondeoprør skulle slås ned

Imens rasede kirkekampen i de tyske fyrstendømmer også meget vildere, end Martin Luther egentlig havde ønsket det. Kirker blev plyndret, og bønderne gjorde oprør, og Martin Luther måtte flere gange ud og mægle.

Han var dog ingen demokratisk tilhænger af bondeoprør og omfordeling af de jordiske rigdomme.

Da stridighederne kulminerede i 1525 med et stort bondeoprør, tog Martin Luther entydigt fyrsternes parti. Efter hans mening måtte bønderne være tilfredse med at få deres belønning for et usselt liv på jorden, når de senere kom i himmelen.

Det var fyrsterne, der skulle gennemføre reformationen og indføre den nye kirke. Bondeopstanden fik Martin Luther til at skrive et af sine mest berygtede skrifter med titlen ’Mod bøndernes røveriske og morderiske horder’, der opfordrede fyrsterne til at slå alle de oprørske bønder ihjel.

- Stik, slå, dræb, opfordrede Luther.

Det blev, som Luther havde ønsket det. Gennemførelsen af reformationen blev fyrsternes projekt, og fyrstendømme efter fyrstendømme gik over til den nye kirke, som Luther havde inspireret.

Luthers tanker kom til Viborg

De nye tanker nåede hurtigt til nabolandet Danmark. En af foregangsmændene var præsten Hans Tausen, der kom til Wittenberg i 1523, hvor han læste to år på Luthers gamle universitet.

Han vendte optændt hjem til Viborg, hvor han hurtigt lagde sig ud med hele den gejstlige verden. Han blev kun reddet af at komme under beskyttelse fra Viborgs borgerskab og selveste kong Frederik den 1. 

Hans Tausen oversatte flere af Luthers skrifter til dansk og vakte opsigt ved at bryde med præstetraditionen og gifte sig – ligesom Martin Luther selv havde gjort det tidligere.

Kongens reformation

Martin Luthers periode var en urolig tid i Danmark med kongestriden mellem Christian den 2. og Frederik den 1., som begge brugte kirken i deres langvarige kamp for magten.

Epoken huskes nu for dramatiske begivenheder som Det Stockholmske Blodbad (1521), Grevens Fejde (1534) og indsættelsen af Christian den 3. (1536), men undervejs var kirkekampen også konstant en del af stridighederne. Ikke mindst fordi den katolske kirke var landets største jordbesidder og kontrollerede enorme rigdomme, som kongemagten godt kunne tænke sig.

Reformationen blev endeligt indført i Danmark af Christian den 3. den 30. oktober 1536. Bortset fra en enkelt dag var det præcis 19 år efter, Martin Luther havde sømmet sine ’95 teser’ op på kirkedøren hjemme i Wittenberg.

Christian den 3. havde som ung mand overværet processen mod Martin Luther i Worms og var selv blevet lutheraner, og han gennemførte reformationen i Danmark, straks efter han blev indsat som konge.

Et enormt forfatterskab

Martin Luther efterlader sig et enormt forfatterskab. Mest kendte er måske hans ’store’ og ’lille’ katekismus og hans salmer, blandt andre ’Vor Gud han er så fast en borg’. Forfatterskabet er imidlertid så stort, at det ifølge Gyldendals ’Den Store Danske’ er et af verdenshistoriens allerstørste.

Det tog videnskaben 100 år at udgive Luthers samlede skrifter. Arbejdet sluttede i 1983 med bind nummer 61. Dertil kom 17 bind med hans breve, 10 bind med hans overvejelser i forbindelse med oversættelsen af Bibelen og 10 bind med registre.

'Æslet skal have prygl'

Ikke alt på de mange tekstsider lyder lige sympatisk i dag. Allerede da han afviste at støtte bondeoprøret i 1525, stod det klart for hans tilhængere, at han ikke støttede frihed og demokrati i bred forstand, men at han tænkte i snævre teologiske baner.

Og hans forhold til emner som menneskelig frihed, lighed og demokrati er ikke ligefrem tidssvarende i dag:

- Livegenskabet er ikke imod kristendommens væsen, og den, der siger det, lyver. Men den kristne frihed forløser sjælene, og Kristus er indstifter af den åndelige frihed, som man ikke kan se, sagde han eksempelvis om begrebet ’frihed’.

Om ’lighed’ sagde han:

- Et verdsligt rige kan ikke bestå, hvis der ikke er ulighed mellem personerne, således at nogle er frie, nogle fangne, nogle herskere, nogle undersåtter.

Og om demokrati:

- Æslet skal have prygl, og pøblen skal regeres med magt. Det vidste Gud godt, derfor gav han ikke øvrigheden en rævehale i hånden, men et sværd.

'Om kvinder og jøder'

Særligt diskuteret i dag er hans udtalelser om emner som kvinder og jøder, som efter hans mening uden tøven burde underkaste sig (kvinderne) eller omvende sig til kristendommen (jøderne).

- Hvis et menneske afviser sex og ikke vil, da tager og røver det sit legeme fra den anden, som det har givet det til. Det er egentlig mod ægteskabet, og ægteskabet bliver ødelagt. Derfor må den verdslige øvrighed tvinge konen eller henrette hende, sagde han om det ægteskabelige liv.

Og om jøderne sagde han blandt andet:

- De er tørstige blodhunde og mordere over for hele kristenheden, og det med fuldt overlæg og har været det i mere end 1400 år.

 Tese nummer 37

Men i dag er det de ’95 teser’ på kirkedøren i Wittenberg, der fejres. Det er dem, der har placeret Martin Luther centralt i Europas historie med hans opgør med paven i Rom om, hvad kristen tro egentlig er:

- Enhver sand kristen, enten han er levende eller død, har deltagelse i alle Kristi og kirkens goder, og det får han af Gud, også uden afladsbreve, som Martin Luther skrev i sin tese nummer 37.