Medie hylder nordjysk cykeltalent - optræder på fornem liste

Nordjyske Jonas Vingegaard er med på Cycling Weeklys liste over de fem bedste ryttere, der i år har fået debut på World Touren.

De færreste cykelryttere vil opleve at blive sidestillet med cykelfantomer som belgiske Remco Evenepoel og slovenske Tadej Pogacar.

Men 22-årige Jonas Vingegaard fra det hollandske storhold Jumbo-Visma er én af de få. Jonas Vingegaard er oprindeligt fra Thisted og havde allerede som 10-årig en drøm om at blive professionel cykelrytter. 

Cykelmediet Cycling Weekly har netop offentliggjort en liste over de fem nye ryttere på World Touren, de mener har præsteret på højeste niveau.

Her er ryttere som Remco Evenepoel og Tadej Pogacar naturligvis selvskrevne. 19-årige Evenepoel er braget ind på den professionelle cykelscene med sejre i blandt andet San Sebastián og EM i enkeltstart.

21-årige Tadej Pogacar overraskede alle i Vuelta a España, da han vandt tre etapesejre, erobrede ungdomstrøjen og blev nummer tre i klassementet.

Og så er der 22-årige Jonas Vingegaard. Hans resultater kan ikke måles med de to førnævnte, men med en etapesejr i Polen Rundt og en andenplads i klassementet i Danmark Rundt er den første sæson på øverste niveau i den grad godkendt.

Og det bliver også anerkendt af mediet.

- Da de danske fans heppede på Jakob Fuglsang i Critérium du Dauphiné og Liège-Bastogne-Liège, dukkede 22-årige Jonas Vingegaard op.

- Han kørte en stor sæson, der inkluderede World Tour-løb som Romandiet Rundt, og viste tidligt i sæsonen sit talent i hans debutsæson på World Touren, skriver cycklingweekly.

De to øvrige ryttere på den fornemme liste er den 23-årige italiener Matteo Moschetti og 21-årige Marc Hirschi fra Schweiz.

Ekspert er imponeret

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er mindst lige så imponeret, som det internationale cykelmedie.

Han kan nemlig godt huske, hvordan det var, da han selv var debutant på World Touren, som også kaldes for neo-pro.

- Han har vundet en sejr i Polen Rundt, og det er lidt vildt. Da jeg kom ind som neo-pro, var det nærmest en stor ros og en cadeau at få lov til at hente flasker. Nu skal man vinde, siger han.

Han medgiver dog også, at der er langt op til det niveau, som Evenepoel har vist.

- Remco Evenepoel skygger lidt for de andre. En rytter som Hirschi har også kørt vildt i år, men man tænker kun, at det har været godt. Det har ikke været 'wauw'. Det samme gælder Vingegaard. Det er sindssygt vildt at vinde en etape i Polen Rundt som neo-pro, men Evenepoel har altså været lidt af en skruebrækker.

Vingegaard er dog også i rigtig trygge hænder. Han kører om muligt på verdens lige nu stærkeste cykelhold. Det kan dog også få konsekvenser, mener Chris Anker.

- Vingegaard er nok på det allerstærkeste etapeløbshold, og han er primært etapeløbsrytter. Han kører vanvittigt godt opad, men der kommer nok ikke mange chancer for ham. Med Tom Dumoulin, Primoz Roglic og Steven Kruijswijk på holdet bliver der kamp om kaptajnrollen.

- Hvis han så skulle køre løb uden dem, bliver der kamp med ryttere som Tobias Foss, George Bennett og Laurens de Plus. Men når chancerne kommer, skal han virkelig tage dem. Og det har han vist, han kan med niveauet i Polen Rundt.

Har et særligt hjerte

Inden Jonas Vingegaard skiftede til Jumbo-Visma, trådte han i pedalerne for det danske hold ColoQuick.

Dengang blev han testet af en sportsfysiolog ved Team Danmark. Og her var resultaterne opsigtsvækkende.

- Han har simpelthen en pumpe og hjerte, som er i en klasse for sig selv.

- Hans ligger klart fri af gennemsnittet af danske, mandlige cykelryttere. Han har et plus måske 15 procent, og det er markant, sagde Lars Johansen i sin tid til TV 2 SPORT.

Og han ramte ikke helt ved siden af. Vingegaard har siden da få en professionel kontrakt og et gennembrud på den helt store scene.


Seneste nyt

fra Nordjylland