Møllgaard tvivlsom inden landskampe
Foto: Rene Schutze / Ritzau Scanpix
Landsholdsprofilen Henrik Møllgaard forsøger at passe ekstra godt på sig selv, efter at en mindre lyskeskade har ramt ham.
Udefra set er alt, som det skal være - men sådan er virkeligheden ikke for Henrik Møllgaard.
I de seneste klubkampe for Aalborg har en skade fået landsholdsspilleren til at holde igen, og derfor kan han ikke melde sig 100 procent klar til de kommende kampe for Danmark.
Det fortæller han efter lørdagens Aalborgsejr i Skjern.
- Jeg har lidt med lysken, som begrænser mig. Det var et problem i Barcelona. Jeg fik det i dagene op til, og så blev det kraftigt forværret, og det var heller ikke så godt i går efter rejsedagen. Men i dag har det set meget bedre ud, og jeg kom da igennem kampen uden det helt store, siger Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT.
- Jeg har ikke mærket noget til det, så det synes jeg, er positivt. Men nu har vi også bundet den hårdt op. Den har fået alt, hvad den kunne tage af alt muligt. Så må vi se, hvordan jeg har det i morgen.
Aalborg spillede mod Barcelona i Champions League torsdag 29. oktober. Kun to dage senere var Møllgaard på banen igen i Skjern.
Mandag møder Møllgaard op i landsholdslejren, og så bliver det formentlig afklaret, om han kan spille de kommende EM-kvalifikationskampe.
EM-kval i november
Danmark – Schweiz, 4. november i Aarhus
Finland – Danmark, 7. november i Helsinki
- Jeg dukker op, og så bliver jeg tjekket. Så kan det godt være, at der er nogen, der siger: Det er simpelthen for åndssvagt. Det kan være, at det er blevet kraftigt forværret, men lige nu føles det fint, så vi tager en dag ad gangen, siger Henrik Møllgaard og tilføjer:
- Jeg er vant til at løbe med lidt småting, men det er irriterende. Det gør, at jeg bliver sat lidt tilbage og bliver en lille smule begrænset. Vi er nødt til at allokere noget af tiden til, at jeg 'bare' spiller forsvar. Så dropper vi kontra og angreb, men jeg vil jo gerne være med over det hele, hvis det kan lade sig gøre.
I forvejen har landstræner Nikolaj Jacobsen efterudtaget Møllgaards klubkammerat Magnus Saugstrup, fordi Simon Hald også er tvivlsom.