Nordjysk landsholdsspiller slået bevidstløs i hårdt sammenstød
Der venter et par dagens hvil for nordjyske Henrik Dalsgaard, inden han igen kan trække i træningstøjet i England.
Danskerklubben Brentford mødte tirsdag aften Sheffield Wednesday på udebane i den engelske Championship.
Udeholdet var bagud 1-2 og jagtede en udligning, der kunne sikre point, men tre minutter inde i overtiden led pointmuligheder et knæk. Den danske højreback med en fortid i AaB, Henrik Dalsgaard, gik op i en hovedstødsduel og måtte en tur i græsset efterfølgende efter et slag. Han var bevidstløs i et par sekunder, inden han kom på benene igen.
Efter kampen i den næstbedste engelske række fortalte en groggy Dalsgaard, at han nok skal komme sig efter et par dages hvil.
- Jeg har det fint. Jeg fik et slag i hovedet, men det er fint nu. Der var en duel, og jeg tror, at han stødte ind i bagsiden i mit hoved. Jeg var ude i et par sekunder, og jeg var ret svimmel efter det, siger Henrik Dalsgaard til getwestlondon.co.uk.
Henrik spoke to us to let everyone know he's fine after the clash of heads that saw him go off early this evening. pic.twitter.com/SRr0oByzZc
— Brentford FC (@BrentfordFC) September 12, 2017
Brentford formåede aldrig at få udlignet i en kamp, som endte i 17 minutters overtid efter danskerens skade. Nu venter der et par afslappende dage hjemme for den 28-årige højreback, som kom til den engelske klub inden denne sæson.
- Jeg skal nok komme mig. Det er, hvad der sker i fodbold. Det er bare en lille hjernerystelse. Jeg skal være opmærksom de næste par dage, og så skal jeg skal hjem på sofaen, hvor min kone ser efter mig i aften, siger han.
Der er fire danskere i Brentford. Foruden Henrik Dalsgaard er det Lasse Vibe, Andreas Bjelland og 19-årige Justin Shaibu. Det var kun Dalsgaard, der startede på banen, imens Shaibu kom ind med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid.
Brentford FC er næstsidst i Championship med kun tre pointe efter syv kampe.