Nordjysk minister i skudlinjen: DF beskylder regeringen for løftebrud
Foto: TV2
Simon Kollerup vil have forbudt bomtrawleri i Skagerak efter flere farlige episoder.
Erhvervsministerens seneste udmelding stemmer ikke med det, hans partifælle lovede før valget i forhold til tørkeskader, mener Dansk Folkeparti.
Det var "politisk bluff", da Socialdemokratiets Jens Joel sidste sommer sagde, at hans parti gik ind for en kollektiv løsning for dem, der var ramt af tørkeskader.
Det mener Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby.
Udmeldingen kommer, efter at den nye erhvervsminister, Simon Kollerup, har meddelt, at der ikke bliver nogen politisk håndsrækning til de skadesramte, hvor huse har slået revner.
Husejerne skal i stedet "appellere til deres forsikringsselskaber" med skaderne, der i flere tilfælde løber op i store beløb.
- Det stritter fuldstændig. Det, Socialdemokraterne har sagt som parti, er åbenbart ikke det, der er regeringens politik, til trods for at regeringen består af lutter socialdemokrater. Det forstår jeg ikke en dyt af, siger Hans Kristian Skibby.
Talte om kollektive løsninger
Løftet fra Jens Joel blev givet under et interview med TV SYD sidste sommer, og her lød det mere præcist, at "det er klogt at løse problemer i fællesskab - ikke mindst de problemer, man ikke kan gøre noget ved alene".
Dengang var det den konservative Rasmus Jarlov, der sad på erhvervsministerposten, og derfor også ham, som Jens Joel bad "komme på banen".
Senere skrev regeringen og DF tørkeskaderne på finanslovsaftalen, hvor det blev besluttet, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe for at finde en fremadrettet løsning.
Men her blev der ikke lagt op til, at de allerede ramte husejere skulle hjælpes fra politisk side.
Den daværende erhvervsminister sagde dengang, at han var overbevist om, at forsikringsselskaberne ville levere en tørkeforsikring, "hvis der er efterspørgsel efter det".
- Det er normalt bedst, at udbuddet af forsikringer bliver bestemt af udbud og efterspørgsel, uden vi blander os for meget, lød det dengang fra Jarlov.
Skal appellere til forsikringen
Siden har magten skiftet hænder, men den nye socialdemokratiske minister fra Nordjylland mener altså - ligesom den tidligere - ikke, at skaderne fra 2018 er en politisk opgave.
Direkte adspugt, om han er klar med penge til en kollektiv løsning, som partifællen Jens Joel var ude at foreslå, hvis man ikke kunne få en forsikringsmæssig løsning, lyder svaret:
- Jeg synes jo, at der ér mulighed for at lave en forsikringsmæssig løsning, siger erhvervsminister Simon Kollerup til TV 2.
Forsikringsselskaber er ikke ved lov tvunget til at dække skader forvoldt af tørken, men kan vælge at gøre det alligevel. Det er der hidtil dog kun ét selskab, der har valgt at gøre.
- Jeg kan se, at der er forsikringsselskaber, der hjælper deres kunder, selvom de ikke skal. Jeg håber, at den måde at tænke på kan sprede sig til flere. Og så har vi et fremadrettet fokus fra regeringens side, siger Simon Kollerup.
Drøftelser er "lappeløsninger"
Erhvervsministeren vil til efteråret indkalde Folketingets partier til en drøftelse af, hvad man kan stille op, hvis en lignende tørke skulle ramme igen.
Men det giver DF's erhvervsordfører dog ikke meget for.
- Vi ved jo godt som politikere, hvad det betyder. Det er lappeløsninger. Ikke andet.
Hvad betyder det at indkalde til drøftelser?
- Man skal jo sige et eller andet, når man bliver spurgt. At indkalde til drøftelser betyder, at man skal sondere, finde flertal og finde penge. Så går tiden, og det synes jeg jo ikke, der er tid til her. Mente man det før valget, må man også mene det efter valget. Hvis ikke regeringen retter ind her, er det et eklatant løftebrud.
I et svar fra Erhvervsministeriet til Folketingets boligudvalg fremgår det, at 200 husejere per 26. september 2018 havde kontaktet deres forsikringsselskab om tørkeskader.