Nordjysk stortalent rykker fra slutspil direkte til Nordamerika

Mads Søgaard røg søndag ud af slutspillet med Esbjerg Energy. Nu er han på vej til den næstbedste ishockeyliga i Nordamerika.

Det går stærkt i ishockeyverdenen.

Søndag måtte det nordjyske målmandstalent Mads Søgaard forlade slutspillet sammen med holdkammeraterne fra Esbjerg Energy, da vestjyderne blev parkeret af Aalborg Pirates i semifinalen.

Men allerede nu tripper den 20-årige keeper, der har fået sin ishockeyopdragelse i Aalborg, for at komme i gang med ishockey igen, for Nordamerika kalder.

- Jeg skal derover så hurtigt som muligt, men det er indviklet med corona, siger Mads Søgaard til TV 2 SPORT.

Næstbedste liga kalder

Det er Belleville Senators, der har bud efter den danske målmand, der for to år siden blev draftet af NHL-mandskabet Ottawa Senators i anden runde. Belleville er netop farmerhold for Ottawa og spiller i den stærke AHL, der er niveauet lige under verdens stærkeste liga.

- Det handler om at tage derover og få så meget tid på isen som muligt. Uanset om det er til træning eller i kamp, lyder det fra den unge målmand.

- Jeg tænker, det gælder om at gøre sig fortjent til at spille, så det er det, jeg skal over og vise.

På samme måde er det også en del af en større plan for den unge dansker, der jo håber på, at fremtiden for ham ligger i Nordamerikansk ishockey og allerhelst i NHL.

- Jeg satser på, at jeg skal spille for Belleville i næste sæson. Men jeg ved ikke, hvilke planer Ottawa har for mig, så nu må vi se. Nu har jeg muligheden for at vise mig frem.

Fik chancen i Esbjerg

Danskeren fik allerede ved indgangen til slutspillet i Metal Ligaen at vide, at hvis det var muligt, så skulle han til Canada, så snart han var færdig i Esbjerg.

Og det er en målmand med stor selvtillid, der tager turen over Atlanterhavet efter sin første sæson på seniorniveau. Ikke mindst fordi han har fået lov til at vise sig frem.

- Jeg er glad og taknemlig for, at jeg fik chancen for at spille i Esbjerg. Og at Jason Jaspers (Esbjergs træner, red.) gav mig muligheden for at vise mig frem også i det helt store kampe i Final 4 og slutspillet.

Mads Søgaard skulle have spillet sæsonen for Medicine Hat Tigers i den nordamerikanske juniorliga, men da covid-19 kom på tværs af det, så var det Esbjerg slog til og lavede en kort kontrakt med målmanden.

Belleville Senators har stadig en måned tilbage af deres sæson.


Seneste nyt

fra Nordjylland