Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu er hastelovgivning vedtaget – kontroversiel bestemmelse taget ud

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

I stedet for at trykke på knapperne ved deres pulte, da hasteloven skulle vedtages, rejste de tilstedeværende politikere i Folketinget sig op.

For at inddæmme og forsinke coronasmitten får regeringen nu beføjelser til blandt andet at tvinge folk i behandling og aflyse større arrangementer.

Efter en hel dags langstrakte forhandlinger har Folketinget nu endelig stemt den hastelovgivning igennem, der giver regering hidtil usete beføjelser i kampen mod at inddæmme og forsinke smitten af coronavirussen.

Vedtagelsen betyder blandt andet, at myndighederne fremover kan tvinge syge og smittede i behandling, tvangsvaccinere og aflyse større arrangementer.

Til gengæld får politiet alligevel ikke lov til at trænge ind i private hjem uden dommerkendelse. Det havde regeringen oprindeligt lagt op til, men i forhandlingerne er den bestemmelse altså blevet pillet ud.

I overskriftform kan du her se et udsnit af, hvad den nye lovgivning åbner op for:

  • At tvinge folk i isolation og behandling

  • Forbyde større arrangementer

  • Lukke offentlige institutioner

  • Lukke skoler og institutioner

  • At tilsidesætte patientrettigheder som for eksempel behandlingsgaranti

  • At begrænse adgang til transport

  • At forhindre besøgende på hospitaler og plejehjem

  • At indføre foranstaltninger, der sikrer varetilførsel

Evalueres til efteråret

De nye tiltag - der er vedtaget af samtlige partier i Folketinget - er alle omfattet af en såkaldt solnedgangsklausul, der betyder, at de kun gælder frem til 1. marts 2021.

Samtidig har man i forbindelse med forhandlingerne føjet ind, at lovgivningen skal evalueres i november.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke er begejstret for, at lovgivningen blev stemt igennem af samtlige af Folketingets partier:

- Vi har nogle ting i skuffen nu, som gør, at hvis epidemien udvikler på værst tænkelige vis, så vil vi kunne gribe hurtigt ind og gøre nogle ting, som man nogen steder i verden har været for lang tid om at gøre, siger han.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke er begejstret for, at samtlige partier i Folketinget står bag den nye lov. TV 2

Hos landets næststørste parti, Venstre, kalder sundhedsordfører Martin Geertsen lovgivningen for "ikke god, men nødvendig".

- Det er en meget indgribende lov, og jeg synes, det har været en meget alvorstung dag, hvor vi har være tvunget til at træffe nogle svære beslutninger. Landet står i en svær situation, og det har kaldt på nogle drastiske beslutninger, siger han.

Herunder følger en uddybende beskrivelse af lovgivningens vigtigste elementer:

1. Mulighed for at tvinge folk i isolation

Sundheds- og ældreministeren får fremover beføjelser til at påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersøge af en sundhedsperson, at lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet og at lade sig isolere i en egnet facilitet.

Sundheds- og ældreministeren kan desuden tvinge en syg eller smittet i behandling og kan også få hjælp af for eksempel politiet til at håndhæve det. Desuden kan han beslutte, at personer i "nærmere bestemte risikogrupper" tvangsvaccineres.

2. Påbud mod større arrangementer

Modsat i dag vil det med den nye lovgivning fremover være muligt for regeringen at lave et generelt påbud om ikke at afholde arrangementer af en vis størrelse. Det gælder både indendørs og udendørs samt offentlige såvel som private arrangementer. Myndighederne anbefalede i går, at man ikke afholdt arrangementer med deltagelse af personer på mere end 100 personer.

3. Mulighed for at lukke offentlige institutioner

Sundheds- og ældreministeren får også mulighed for at begrænse adgangen til og helt lukke offentlige institutioner. Ministeren kan også afspærre hele områder, hvor en alment farlig sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.

Ministeren kan desuden efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til brugen af lokaler, som erhvervsdrivende råder over.

4, Kan lukke skoler og daginstitutioner

Sundheds- og ældreministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om private og offentlige dagtilbuds, skolers, uddannelsesinstitutioners og andre institutioners forhold, herunder om midlertidig lukning. Han kan også vedtage foranstaltninger, der sikrer nødpasning.

5. Mulighed for at tilsidesætte patientrettigheder

For at sikre sikre kapacitet til behandling og pleje af personer, der er smittet med en alment farlig sygdom på landets hospitaler, får sundheds- og ældreministeren mulighed for at indføre bestemmelser, der gør, at almene patientrettigheder som udredningspligt, behandlingsgaranti, frit sygehusvalg og så videre kan tilsidesættes.

6. Begrænsning af transport

Sundheds- og ældreministeren får på transportområdet sammen med transportministeren kompetence til at indføre forbud mod adgang til eller restriktioner for transportmidler.

Han kan desuden blandt andet bestemme, at folk på skibe ikke må have samkvem med personer på land.

7. Ingen besøgende på hospitaler og plejehjem

Sundheds- og ældreministeren kan beslutte, at det i en tid ikke vil være muligt at komme på besøg hos indlagte på både offentlige og private plejehjem og sygehuse.

8. Sikring af varetilførsel

Hvis det bliver nødvendigt, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med relevante ministre fastsætte regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer.

9. Kan ekspropriere privat ejendom

Sundheds- og ældreministeren får beføjelser til at ekspropriere privat ejendom.


Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Nordjylland er det Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø, Morsø og Thisted Kommuner, der bliver tilgodeset.

I årevis har vi i Nordjylland manglet læger og bedt om hjælp for at få flere til vores område. Nu sker der noget. En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner tvinger læger ud i områder, hvor længemanglen er størst.

Og det er i seks nordjyske kommuner. En af dem er Frederikshavn Kommune.

Her bor 80-årige Jørn Andersen med sin kone. De bor i byen Strandby som i mere end et år har stået uden en praktiserende læge.

- Vi er mange i byen og i nære områder, der savner den tryghed, vi havde indtil for halvanden år siden, Jørn Andersen.

Ingen garanti for læger

Konkret betyder aftalen, at der det første halvår af 2025 kun kan etableres nye lægepraksis i de områder, hvor lægedækningen er dårligst. Dertil kommer det, at de store universitetshospitaler ikke må ansætte speciallæger i almen medicin i to år fra årsskiftet og frem.

Se hele nyhedsindslaget herunder.

- De kommende praktiserende læger bliver simpelthen målrettet til områder i Region Nordjylland, hvor der i dag er den dårligste lægedækning. Og det er vigtigt, fordi det er afgørende for regeringen og med sundhedsreformen, at alle danskere skal kunne have en læge tæt på, siger indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde (V).

Men om aftalen virker, og hvor mange læser, aftalen ender med at sende ud til de mest lægefattige områder, kan aftalepartnerne ikke give et konkret bud på.

Men i Strandby håber de, at lægetørken snart er ovre, selvom det ikke er givet, at aftalen vil lukke en ny læge til.

- Det vil vi da sandelig håbe. Det har vi behov for. Som to ældre mennesker sammen med en hel masse andre i hele vores nærområde, siger Jørn Andersen.


Flyvestation Aalborg sender jagerfly til Argentina

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det første blev sendt afsted i dag.

Det første af i alt 25 F16-jagerfly, som Argentina har købt af Danmark, blev i dag sendt afsted fra Flyvestation Aalborg. I alt har Argentina købt 24 F-16 fly af Danmark.

Flyet kan ikke flyve, men det skal bruges af at de argentinske flymekanikere, så de kan lære flyet at kende, og øve sig på at reparere det, inden resten af F16-flyene på et senere tidspunkt kommer til landet. De nedpakkede F-16 fly blev læsset på et argentinsk Herkules transportfly, så det kunne komme til sit nye hjem.

-Under uddannelse der kan der jo ske ting som ikke var helt efter planen. Så er det væsentlig bedre, at de har et fly de kan øve sig på. Så de kan lære af de fejl de begår, uden det har konsekvenser. Både økonomiske eller flysikkerhedsmæssigt, siger major Jens Aabo fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Genbrug er at foretrække

Personligt er majoren glad for, at flyene er solgt, så de kan bruges af en andre nation.

- Vi har jo før taget fly ud af drift, som vi har skåret i små stykker, og det er langt værre end at vide, at nu er der en anden nation, der kan bruge de her fly måske 20 år endnu, siger major Jens Aabo.

Fra næste år og frem til 2028 bliver de resterende 24 F16-fly leveret til Argentina i grupper med seks fly ad gangen - og det kan lade sig gøre, fordi F-16 piloter er uddannede til at tanke flyet imens det er i luften.


Kæmpe nordjysk auktionshus ryster i waders’ene: Langt mellem jomfruhummerne

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er især de fisk og skaldyr, som det kræver meget energi at fiske, der er i fare for at forsvinde fra auktionen.

Nytår og jul er højsæson for fisk på middags- og frokostbordet, men i fremtiden kan nordjyderne få færre fisk og skaldyr at vælge imellem.

Sådan lyder den dystre vurdering fra Finn Møller, der er auktionarius på Hirtshals Fiskeauktion. For når den nye CO2-afgift på fiskeriet bliver indfaset til nytår, er det ikke alle fisk, det kan betale sig for fiskerne at fiske.

-Vi kommer til at se nogle fiskere, der kommer til at sortere i, hvad det er, de vil forsøge at fange, og hvornår de vil gå på havet, for det er jo store udgifter, man pålægger dem - uden de har chance for at komme udenom, siger Finn Møller.

- Vi har jomfruhummere her, og dem kommer danskerne sandsynligvis til at kigge rigtig, rigtig langt efter, medmindre man kan finde det ved udenlandske både, der jo ikke bliver ramt af den afgift her, siger auktionarius, der også forventer, at kulleren bliver et særsyn på auktionen, når afgiften indføres.

Men hvad skal man så gøre i stedet?

- Man kunne måske have gradueret det lidt. Man kigger på et erhverv, hvor den gennemsnitlige fisker er omkring 60 år gammel. Og de her fiskere kommer ikke til at sætte andre motorer i deres fartøjer. De kommer i stedet til at stoppe. Og det kommer til at betyde, at vi får væsentligt færre fartøjer i de kommende år her på stedet, siger Finn Møller og fortsætter:

- Problemet er, at man lige nu ikke giver nogen tid til at omstille sig. Havnen er ikke klar. Fiskerne er ikke klar til det. Teknologien er klar, men den er alt for dyr og der er ikke nogle forhandlere af det. Så lige nu er der ingen muligheder for den danske fisker.

Det er især jomfruhummeren, der er i fare for at forsvinde fra auktionen med fiskeriets nye CO2-afgift. Foto: TV2 Nord

På sigt går det jo sikkert mod noget grønnere, når vi kigger på alt, vi foretager os i verden. Så kan det ikke blive en konkurrencefordel for dansk fiskeri?

- Det kunne være et rigtigt godt argument. Men det, vi ser i bagklogskabens lys, er, at når man afvikler noget, som jeg tror, vi kommer til nu, så får du ikke udviklet noget bagefter.

- Hvis du mister 20 procent af fartøjerne, hvilket bare er min sølle formodning, får vi ikke de 20 procent af fartøjerne igen, når teknologien og havnen er klar. Så lige nu har vi ingen alternativer, siger Finn Møller og langer ud efter "de partier, der har besluttet det":

- Lige nu mislykkes man i stor stil.


Diannie går kun i bad to gange om ugen for at spare på elregningen

Der bliver ikke tændt for varmen hos Diannie.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Diannie er chokeret over torsdagens elpriser. Og hun er ikke den eneste.

Hvis nogle vil have aftensmad efter 17, så hedder det rugbrød. Sådan er én af de drastiske metoder, Diannie Tekin har indført i lejligheden i Nørresundby for at spare på strømmen.

Her bor hun med sine to voksne børn. Og da hun så torsdagens elpriser på op til 10,34 kroner per kilowattime i sin app, blev hun noget chokeret.

- Det er helt ude af proportioner, siger hun og fortsætter:

- Jeg er på variabel el og bruger slet ikke strømmen, når den er dyr.

Etagevask og tidlig aftensmad

Det er muligt, fordi alt i hjemmet indrettes efter elpriserne. Diannie har ikke opvaskemaskine, hun vasker kun tøj om lørdagen og laver aftensmad mellem klokken 15. og 15.30. Allersenest 17.

Og så går hun kun i bad to gange om ugen - ellers hedder det etagevask resten af tiden. Det kræver nemlig el at varme vandet op.

- Det gælder ikke børnene. De er vokset op i en anden tid, så det ville tage livet af dem, griner Diannie Tekin, der er på førtidspension og derfor har lettere ved at flytte sit elforbrug til de billige timer.

El-tips

  • Hold snor i dine opladninger. 
    Trådløs opladning kræver op til 50 procent mere strøm end opladning med et kabel.

  • Fnug i filteret øger forbruget.
    Hvis dit filter i tørretumbleren er fyldt med fnug, kan det øge forbruget med over 10 procent på grund af den forlængede tørretid. En anden vane er at centrifugere tøjet først. Tørrer du tøj ved 1.600 omdrejninger frem for 1.000 omdrejninger tre gange om ugen, kan du årligt spare 140 kWh. Det svarer til cirka 770 kroner.

  • Overvej hvordan du streamer film og serier.
    Du kan spare helt op til 95 procent strøm, hvis du streamer via et Chromecast eller Apple TV i stedet for PlayStation eller Xbox.

  • Tjek fryser og køleskab.
    Dit strømforbrug stiger med 5 procent for hver grad, temperaturen falder i dit køleskab eller fryser. Den helt balance mellem holdbar mad og et fornuftigt strømforbrug er 5°C i køleskabet og -18°C i fryseren.

  • Mindre kogevand
    Skal du spare ekstra, når du koger vand, kan et låg på gryden desuden strømforbruget. Og ved at bruge mindre vand at koge i, kan du spare hele 30 procent hver gang, du forbereder dine måltider på et elektrisk komfur.

Kilde: Norlys

Flytter forbruget

Men Diannie er langt fra den eneste. Susan Knøs fra Aalborg er også på en variabel elaftale og forsøger desperat at skære helt ned på elforbruget.

- Vi har råd til det nu, men hvis priserne bliver ved med at være så høje, bliver økonomien ikke ved med at være god, siger hun og fortsætter:

- Vi tænker i forvejen meget over vores forbrug og sidder hjemme i en mørklagt lejlighed med stearinlys tændt. Det er jo også begrænset, hvor meget man kan spare. Vi skal jo også leve og være til.

Susan Knøs bliver derfor vred over elpriserne.

- Det kan ikke være rigtigt, at prisen skal være så høj. Det lugter af grådighed!

Hun og hendes partner har dog ingen børn og kan derfor ligesom førtidspensionist Diannie Tekin sætte forbruget ned i den dyre time mellem 17 og 18.

Men det kan Anja Guldbæk fra Vadum ikke. Her bor de to voksne og deres 12-årige datter i et rækkehus. De har også valgt en timeafregnet elaftale.

- Jeg tjekker hver dag, hvordan strømmen er, og planlægger, hvad vi skal derefter.
Familien har elbil, som lader om natten, når strømmen er billig. Ellers kan gasgrillen også tages i brug.

Men der er stadig vaskemaskine, tørretumbler, komfur og ovn, der sluger strøm.

Dog er der allerede udsigt til bedring i de kommende dage. Det lover Mads Brøgger, direktør for Norlys Energi:

- Jo mere af forbruget man kan skubbe til i nat eller i morgen, des bedre. I løbet af natten falder elprisen, og også i de kommende dage, siger han.


Ny afgift vil smadre danske kystbyer, lyder det

Foto: Hans-Christian Lauritzen

Hirtshals fejrer lørdag sit 100 års jubilæum.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En ny CO₂-afgift på fiskeriet får nu flere af landets borgmestre til at lange ud efter regeringen. De frygter tab af arbejdspladser i kystområderne.

i kommer til at betale prisen.

Så kontant er udmeldingen fra en række borgmestre i flere nord- og vestjyske kommuner, efter fiskeriet har meldt ud, at knap halvdelen af erhvervet som følge af den nye CO₂-afgift vil lukke og slukke frem mod 2025.

CO₂-afgiften blev vedtaget i 2022 som et led i den grønne skattereform vedtaget af regeringen, De Konservative, Radikale Venstre og SF.

Målet er at reducere Danmarks udledning af CO₂ med yderligere 4,3 millioner ton frem mod 2030. Det betyder afgifter for både industri, landbrug og fiskeri.

Beregninger fra Danmarks Fiskeriforening viser, at 45 procent af de danske fiskefartøjer med den nye afgift fremover ikke vil være rentable, og især de mindre og mellemstore fartøjer vil blive hårdt ramt. 

Det her vil ramme os hårdt.

Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune (V)

Men det er ikke kun fiskeriet, som vil blive ramt. For med fiskeriet følger en lang række andre erhverv, som er afhængige af, at der hver dag kommer fisk ind til havnen.

Det er særligt områder i Nord- og Vestjylland, der kommer til at blive ramt, hvis der sker nedgang i fiskeriet.

Nylige tal fra Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) viser, at op mod 1600 jobs er i fare i områder, hvor der i forvejen er færre jobmuligheder og hvor netop fiskeriet har stor lokal betydning.

Fiskerne må gå tiggergang i banken

I Hjørring Kommune er borgmester Søren Smalbro (V) slet ikke i tvivl om, at CO₂-afgiften vil få store og meget negative konsekvenser – ikke kun for fiskeriet.

Han er nemlig også formand for Nordjysk Fiskerikommuners Netværk, som er en sammenslutning af kommuner i Nordjylland, som er stærkt afhængige af fiskeriet.

- Afgiften får lige nøjagtig den virkning, som man ikke ønskede, at den skulle have. Den kommer til at ramme kystsamfundene hårdt og rammer lige ned i den ømme plet, som vi i forvejen har med mangel på beskæftigelse, siger Søren Smalbro.

Han betegner det som en negativ spiral, hvor en CO₂-afgift får den fuldstændig modsatrettede effekt i forhold til det, der var tiltænkt.

Og han forstår ikke, at man insisterer på at indføre en afgift, når der er så mange løse ender og stadig ingen aftale om, hvorvidt fiskerne kan blive refunderet for nogle af deres ekstra udgifter eller ej.

- Vi ruinerer et erhverv, hvor fiskerne ikke ved, om de er købt eller solgt. Lige nu er de i bankerne og forsøger at forhandle kredit. Men det er jo svært, når de ikke kan få svar på, om politikerne vil give dem en hjælpende hånd gennem den grønne omstilling, påpeger Søren Smalbro.

Ifølge ham giver afgiften ikke nogen mening, når der ikke er et alternativ. Det halter nemlig med produktionen af det grønne brændstof, efter at flere af regeringens store klimaprojekter er faldet.

Og han forklarer, at når fiskerne ikke længere kan fiske, så rammer det alt andet omkring dem som ringe i vandet.

Kommuner er hårdt pressede i forvejen

I forvejen er mange af kommunerne i netværket ramt af tab af arbejdspladser, og udsigten til nedgang i fiskeriet gør det ikke nemmere at tiltrække tilflyttere. Heller ikke når både landbruget og industrien også får pålagt CO₂-afgift fra årsskiftet.

Det har også fået Landdistrikternes Fællesråd op af stolen, og foreningen meldte for nyligt ud, at den frygter, at tusindvis af arbejdspladser vil forsvinde fra steder i landet, som i forvejen mangler arbejdspladser.

Samtidig kan lokale virksomheder blive nødt til at lukke, fordi konkurrenceevnen ifølge Fællesrådet vil blive udfordret af højere produktionsomkostninger.

- Hvis vi ser masseafskedigelser og virksomhedsdrift, der forsvinder fra landdistrikterne, vil det i sidste ende fjerne et centralt grundlag for at bosætte sig i mange landdistrikter, lød udmeldingen fra formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard, da regeringen i november kom med aftalen om den grønne trepart.

Og her rammer man netop hovedet på sømmet, lyder det fra borgmesteren i Thisted Kommune

- Det her vil ramme os hårdt. Både i forhold til lokalsamfundet, bosætningen i området, forarbejdningsvirksomhederne og beskæftigelsen helt generelt. Når man insisterer på at booste den grønne omstilling så hurtigt uden at tage højde for omkostningerne, så vil det få en meget negativ effekt, påpeger Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune (V).

Det har tidligere været fremme, at der i den grønne skattereform er også er afsat 350 millioner kroner til at kompensere fiskeriet for omstillingen.

Men indtil videre er regeringen og aftalepartierne ikke kommet med en udmelding om, hvorvidt millionerne kommer nu, hvordan de eventuelt kan udbetales og hvem der kan komme i betragtning.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men sender et skriftligt svar til TV 2, hvori han skriver, at han lytter til og forstår fiskernes frustrationer.

Derudover understreger Jacob Jensen, at han vil arbejde for, at der sker en udvikling og ikke en afvikling af dansk fiskeri.