Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu kan du se din årsopgørelse – her er de vigtigste fradrag

Typisk kan man komme hurtigere igennem skattekøen i ydertimerne af døgnet. Foto: Christoffer Laursen Hald / Colourbox

Pandemien får igen i år stor indflydelse på danskernes årsopgørelse.

Så er det igen blevet tid til årets travleste dag på Skat.dk.

Traditionen tro har Skattestyrelsen nemlig åbnet døren på klem, så man allerede nu kan komme ind og se, om man skal have penge tilbage i skat eller ej.

Officielt er det ellers først på mandag, at danskernes årsopgørelser bliver tilgængelige.

Vil man ind og se, om der er plus eller minus på skattekontoen, skal man dog formodentlig væbne sig med tålmodighed. Typisk er den digitale kø for at se sin årsopgørelse timelang.

En guide og to centrale fradrag

Hvis man kommer gennem køen, er det altid en god idé ikke kun at se, om man får penge tilbage, eller om man skal betale restskat - men også at tjekke sine fradrag.

Hvis man er i tvivl om, hvilke fradrag der kan være relevante, har Skattestyrelsen på sin hjemmeside en guide, hvor de med få spørgsmål opridser de fradrag, en person som dig typisk skal være opmærksom på.

For rigtig mange danskere vil særligt to fradrag dog være centrale: Kørselsfradraget og håndværkerfradraget.

Hvad er årsopgørelsen fra Skat?

  • Årsopgørelsen er en oversigt over din skat for sidste år. Den kigger bagud og viser, hvad du har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat.
  • Årsopgørelsen kommer hvert år i marts, hvor du kan se, om du skal have penge tilbage eller har betalt for lidt i skat sidste år.
  • Skattestyrelsen danner din årsopgørelsen ud fra de oplysninger, de har om dine indtægter, fradrag, banklån og andre forhold, som for eksempel om du har ejerbolig.
  • Skattestyrelsen modtager cirka 92 procent af alle deres oplysninger fra såkaldte tredjeparter. I praksis er det kun cirka otte procent du selv skal indberette.

Ansvarlig for din egen kørsel

Kørselsfradraget hedder formelt set befordringsfradraget, og er kort fortalt det fradrag, du har ret til, hvis du transporterer dig mere end 24 kilometer for at komme til og fra arbejde.

Tidligere lavede Skattestyrelsen en standardberegning ud fra din bopæl og arbejdsplads, men ligesom sidste år skal pendlere igen i år selv indberette deres kørsel til og fra arbejde. Det skyldes pandemien, der har betydet, at mange har arbejdet hjemme i større eller mindre omfang.

- Kørselsfradraget er det fradrag, der bruges oftest på tværs af hele landet, og det betyder en del i det samlede resultat af årsopgørelsen. Derfor lyder der også en klar opfordring til, at borgerne husker at indtaste deres oplysninger, så de får et korrekt fradrag, udtaler Jan Møller Mikkelsen, der er underdirektør i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.

Kørselsfradragets værdi er på cirka 26 procent, hvilket betyder, at et fradrag på 1000 kroner giver en skatterabat på 260 kroner. De første 24 kilometer, man har for at komme på arbejde, kan man dog ikke få fradrag for, ligesom der skal være tale om lønnet arbejde, hvor der betales AM-bidrag.

Hvordan man tilbagelægger kilometerne, og om man arbejder det samme sted, er dog ligegyldigt. Man skal derfor angive, hvilke dage man mener, man har ret til fradrag for.

Fradrag forhøjet

Det andet centrale fradrag ventes at blive håndværker- og servicefradraget.

Ligesom kørselsfradraget er håndværkerfradragets værdi cirka 26 procent, hvilket vil sige, at en håndværkerregning på 3000 kroner giver en skatterabat på omtrent 780 kroner, hvis man husker at indberette det.

Håndværkerfradraget bliver nemlig ikke automatisk indberettet til Skat, og derfor skal du selv være opmærksom på det.

Særligt denne gang er fradraget vigtigt, fordi loftet er blevet hævet fra 12.500 til 25.000 kroner per person for løn til håndværkere ved energiforbedringer eller klimatilpasninger.

Samtidig blev fradraget til arbejdslønnen for serviceydelser som rengøring, vinduespudsning og visse typer af havearbejde firdoblet fra de sædvanlige 6200 til 25.000 kroner.

Det populære fradrag, der har eksisteret siden 2011, forsvinder dog om ganske få uger. I et forsøg på at afkøle en ”meget, meget varm” anlægsbranche, blev det således sløjfet som en del af finansloven, der kom på plads i december.

Undgået snyd for 340 millioner

I alt er det 4,8 millioner årsopgørelser, der nu er løftet sløret for.

Tidligere kunne man rette det meste selv, men de seneste år har Skattestyrelsen automatiseret en hel del. I 2020 blev det således indført, at man som udgangspunkt kun blev præsenteret for nogle få felter, man kunne rettet i, og at man skulle kontaktet Skattestyrelsen, hvis man vil åbne andet.

Siden er antallet af felter, man selv kan ændre i, blevet endnu lavere, og det har ifølge Skattestyrelsen ført til en millionbesparelse.

I en pressemeddelelse skriver styrelsen, at der fra marts 2020 til marts 2021 blev aktiveret digitale kontroller 1,9 millioner gange, og at det samlet set ”forhindrede fejl og skatteunddragelse for en værdi på mindst 340 millioner kroner, som ellers ville være blevet udbetalt”.

- Da vi begyndte med de digitale kontroller, var det et simpelt system, hvor vi stoppede indtastninger, der for eksempel var ulogiske. Siden har vi udviklet et langt mere intelligent og datadrevet system, udtaler Jan Møller Mikkelsen i pressemeddelelsen.

Det kan du trække fra

Kørsel

Du kan få fradrag, hvis du har mere end 12 kilometer på arbejde hver vej. Altså samlet set 24 kilometer på en arbejdsdag.

Kører du mellem 25 og 120 kilometer om dagen for at komme på arbejde, kan du trække 1,90 kroner fra per kilometer med undtagelse af de første 24 kilometer. For al kørsel over 120 kilometer er beløbet 95 ører per kilometer. Undtagelsen er visse såkaldte yderkommuner.

Vær opmærksom på, at det kun er det faktiske antal arbejdsdage, der tæller. Sygedage, kursusdage og hjemmearbejdsdage skal trækkes fra. Og netop hjemmearbejdsdage har fyldt meget for de fleste de seneste to år.

Håndværks- og serviceydelser

Har du fået udført visse håndværks- eller servicesydelser i dit hjem eller i din fritidsbolig, kan du trække dem fra i skat.

Konkret kan du trække serviceydelser for 25.000 kroner og håndværksydelser til en værdi af 25.000 kroner fra per person. Beløbene gælder kun for arbejdslønnen, og du skal have betalt elektronisk.

Hvilke håndværks- eller servicesydelser, der konkret giver fradrag, kan du se her.

Boligkøb og omlægning af lån

Du betaler automatisk ejendomsskat fra den dag, du overtager boligen, selvom det reelt set først skal være fra den dag, du flytter ind. Har du overtaget skødet 1. maj, men først flyttet ind 1. september, er det altså fra september, du skal betale ejendomsskat. Det skal du selv rette.

Derudover vil der for de fleste have været udgifter i forbindelse med optagelsen af lån til boligkøbet, der kan trækkes fra.

Blandt dem er den såkaldte garantiprovision, der er et beløb, du betaler banken for at stille en garanti, indtil realkreditlånet er tinglyst. 

Aktier og investeringer

Hvis du er en af de mange danskere, der har handlet med aktier i 2021, skal du huske at kontrollere, om skattevæsenet har oplysninger om det. Ellers er der risiko for, at du ikke kan få fradrag for tab på aktier, når du engang i fremtiden sælger dem.

Har du solgt børsnoterede aktier med tab i tidligere år, så kontroller også, at skattemyndighederne har disse oplysninger.

Et tab skal anføres med et minus foran beløbet på årsopgørelsen.

Donationer og velgørenhed

Hvis du betaler til en eller flere velgørende organisationer, kan du trække beløbet fra i skat. Den øvre grænse er dog 17.000 kroner. Donationer til forskning kan trækkes fra uden øvre grænse.

I udgangspunktet er det op til den velgørende organisation at indberette din donation. Det sker derfor helt automatisk, hvis du har oplyst dit CPR-nummer i forbindelse med donationen. Hvis du ikke har, skal du selv indberette beløbet. 

Kost, logi og småfornødenheder

Har du været 'sendt ud' for dit arbejde i mere end 24 timer til et sted, hvor du ikke har haft mulighed for at overnatte hjemme, er det muligt at få et fradrag til kost og logi. Der er dog en række krav.

Din arbejdsgiver må for eksempel ikke dække dine udgifter, du skal ikke have modtaget en skattefri godtgørelse fra din arbejdsgiver, og så må du heller ikke have udlejet din sædvanlige bolig, mens du er bortrejst.

Du kan læse mere om fradragene for diæter her.

Renteudgifter

Renteudgifter til realkredit- og banklån bør blive indberettet automatisk, men der kan ske fejl. Har du et lån med en anden person, og er lånet ikke lige fordelt, skal dette rettes, da skattemyndighederne tager udgangspunkt i, at I hver hæfter for halvdelen af lånet – og dermed renterne.

Endelig kan du få fradrag for dine renteudgifter, hvis du har optaget lån hos privatpersoner. Det kræver dog, at du oplyser til skattemyndighederne, hvem du har lånt pengene af. Disse renteudgifter indberettes ikke automatisk, og du skal derfor selv indtaste oplysningerne.

Bemærk desuden, at minusrenter kan trækkes fra i skat, men at disse bør blive indberettet automatisk.


- Vi skriver Danmarkshistorie: Endelig klar til at bruge hundredevis af millioner

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg får nyt vartegn, der skal gøre byen lige så berømt som snapsen.

Om to år skal det hele være klar.

Kunsthal Spritten og det 30 meter høje kunstværk Cloud City Aalborg. Målet er at Nordjyllands største by får et kulturtilbud i verdensklasse. Det er ikke ambitioner der mangler, når de to chefer for Kunsthal Spritten fortæller om fremtiden.

- Det er Danmark, der får en ny kunsthal. Det er sådan set også Nordeuropa, der gør det, fordi med sådan et stort kunstværk, vi kobler til bygningen, så kigger vi ind i et helt vildt ambitionsniveau. Et vi alle sammen kan glæde os til, om vi bor i Aalborg eller et andet sted i Nordeuropa, siger Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, der er en af de to chefer for Kunsthal Spritten.

Specielt når talen falder på den argentinske kunstner Tomás Saraceno, der skal lave det 30 meter høje kunstværk uden for Kunsthal Spritten, drømmer Aalborg stort.

Så vildt bliver det nye kunstværk.

Chefer bliver holdt langt væk fra tidsplanen

Projektet Kunsthal Spritten og Cloud City Aalborg skal stå færdig i løbet af 24 måneder, men:

Den præcise dato for indvielsen er ikke fastlagt.

Otte fonde og Aalborg Kommune betaler for projektet til 350 millioner kroner. Fondene står for 295 millioner, mens Aalborg Kommune betaler 55 millioner og står for driften, indtil åbningen.

De to chefer i Kunsthal Spritten er kunsthistorikere, men de tør godt love, at byggeriet er klar om to år.

Bare rolig. Det er ikke kunsthistorikere, der skal stå for håndværksarbejdet.

Bilbao-effekten kan give milliarder

I Aalborg drømmer de om den såkaldte Bibao-effekt. I 1997 fik den nordspanske by et Guggenheim-museum. Det fik i løbet af 10 år investeringer i kunst og byudvikling til at eksplodere, så Bilbao i dag tiltrækker turister fra hele verden i tusindvis. Og indtægter for milliarder.

Dagen i dag, hvor projektet blev endeligt sat i gang, er Aalborg første skridt på vej mod mere international anerkendelse og altså drømmen om en nordjysk pendant til den nordspanske opblomstring.

- Det er bestemt ikke hver dag, og vi skriver Danmarkshistorie, påpeger Bibi Henriksen Saugman, der er den anden af de to chefer på Kunsthal Spritten.

10 år undervejs

Ideen med Kunsthal Spritten og Clous City Aalborg blev født for 10 år siden af erhvervsmanden Martin Nielsen. Siden har det været igennem et tumultarisk forløb, der blandt andet omhandlede ballade om udbygningsaftaler og stor intern palaver mellem entreprenører og kommune.

Det var i 2014 Martin Nielsen første gang luftede sine planer om at omdanne den gamle spritfabrik til en ny eksklusiv bydel. Trods de mange bump tør alle godt melde ud, at om to år er de klar.

Bygger videre på arbejdet fra fortidens pionerer.

Kunsthal Spritten fortæller, at de stadig holder arrangementer i de par år, som renoveringen og byggeriet tager. Derfor bliver der rig mulighed for nordjyderne til at besøge stedet, mens det bliver lavet om.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Han skal være afdelingsleder i European Energy.

2025 bliver et overordentligt travlt år for Kristian Tilsted.

Han har netop scoret et nyt job som afdelingsleder i European Energy, hvor han nu er ansvarlig for drift og vedligeholdelse af selskabets solcelleparker. Ikke nok med det skal han også forsøge at bevare borgmesterposten på Venstre-hænder ved kommunalvalget, som løber af stablen 18. november.

I august blev han nemlig udpeget som Venstres borgmesterkandidat, efter den siddende borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) havde besluttet, at han ikke ville genopstille.

Kristian Tilsted lader TV2 Nord vide, at det nye job ikke rokker ved hans ambitioner.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg går til valg på, at vi beholder borgmesterposten, så det er helt klart målet. Lykkes det, har vi en ny situation, men det er jo kalkuleret i forhold til min ansættelse, så det har jeg selvfølgelig talt med min nye arbejdsgiver om, siger Kristian Tilsted.

Har lavet aftale med hustru

Ved siden af jobbet som afdelingsleder skal der dermed føres valgkamp til næste år. Folk skal dog ikke være nervøs for, at han går på kompromis med den del.

- Der skal være tid til at føre valgkamp. Jobbet er fleksibelt, og jeg kan også arbejde hjemmefra. Det hele er et spørgsmål om prioritere sin tid. Jeg har en aftale med min hustru om, at der kan afsættes tid til det hele. Det går selvfølgelig lidt ud over familielivet, men vi har heldigvis voksne børn, så de kan passe sig selv, siger borgmesterkandidaten.

Kristian Tilsted har siddet i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune i 10 år og er i dag medlem af Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.

Han blev tidligere på året fritstillet fra det direktørjob, han havde i Netselskabet Elværk. Ifølge eget udsagn på grund af omstruktureringer.

Den nye arbejdsplads ligger i Nykøbing Mors. European Energy er en international organisation med 850 ansatte fra 43 nationaliteter.

Han får arbejdsplads i Nykøbing Mors og bliver chef for samlet 14 medarbejdere. Det nye job glæder ham.


Mens de jubler i Lønstrup - er de skuffede i Tversted og Kjul

Foto: Henning Larsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er ikke alle steder i Hjørring, der er ramt af kysterosion, der får del i de millioner, Hjørring Kommune har fået til kystsikring.

- Vi er dybt skuffede over, at der ikke er penge til de områder, der er mest ramt af kysterosionen.

Sådan lyder det fra Kurt Trynskov, der ejer Aabo Camping i Tversted.

For fredag har Hjørring Kommune fået 6,3 millioner kroner til sandfodring ved kommunens vestvendte kyst. Sandfodringen skal ske på en 8,8 kilometer lang strækning, der ikke omfatter Tversted.

- Det er da skuffende, at når der kommer så mange penge, så er vi ikke tilgodeset. Og mange af de steder, der er nævnt, er der jo lavet hårdt kystsikring, siger campingpladsejeren.

De er dog ikke interesserede i hård kystsikring i Tversted, der vil skæmme landsskabet. De er tilgengæld interesserede i at få sandfodret deres kyst.

- Jeg er barnefødt i Tversted, og der var engang, hvor der var høje klitter nedenfor den blå kiosk, hvor man kunne ligge og sole sig og en strand på 50-70 meter. Men nu er alle klitterne væk. Og nu er der ikke ret meget bred strand tilbage, siger campingpladsejeren.

Her skal der sandfodres

Der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Man piller ved det naturlige flow

Samme holdning deler Arne Therkelsen fra Kjul Strand. Også her er de blevet forbigået, og han mener, at området på den måde bliver ramt dobbelt.

For ikke nok med, at der ikke skal sandfodres på strækningen, så bliver den naturlige barriere, der lægger sig ved molen i Hirtshals Havn, renset op og fjernet igen.

- Vi bliver dobbeltramt. Hvis man skal tro læren om tilblivelsen af Skagens Odde, er det jo ikke uden betydning, at de oprenser det sand, som Hirtshals Havn stopper. Vi har svært ved at forstå, at det skal suges op og sejles vestpå igen, lyder det fra Arne Therkelsen.

Se interview med Søren houmann, der er udvalgsformand i Hjørring Kommune.

Skagens Odde er en stor sandodde, der er blevet dannet indenfor de seneste 7000 år. Det er den ved, at enorme mængder af sand er blevet frigjort ved erosion af de kvartære lag langs Nørrejyllands vestkyst, for naturligt at blive transporteret til Jyllands nordende af bølger og strøm.

- Det er jo hans levebrød

Han er skuffet over, at det, han kalder naturkommunen Hjørring og havnen i Hirtshals, har fået dispensation til at sejle sandet vestpå.

- Det er jeg lidt uforstående overfor. For det er på grund af sandets naturlige flow, at Skagens Odde og Kjul eksisterer, og det naturlige flow afbryder man jo ved at føre sandet tilbage. Jeg kan næsten kun tænke, at erosionen på sigt bliver et endnu større problem, end det er i øjeblikket, siger Arne Therkelsen.

Sådan ser det ud, når der sandfodres.

Både i Tversted og i Kjul har det betydning for turismen i området, at de brede sandstrande ser ud til at være en saga blot - undtagen på de vindstille dage, som der ikke er mange af på vestkysten.

- Det var og er det, turisterne kommer efter. De, der ikke er kommet i området i mange år, tror, de er kørt forkert, når de kommer her, siger Kurt Trynskov fra Tversted, der bliver bakket op af Arne Therkelsen:

- De turister, der kommer her, kommer jo, fordi der har været en bred vesterhavsstrand med god adgang, der er en børnevenlig. Og det kan ikke undgå at blive påvirket. Min genbo er en campingplads, og det er jo hans levebrød det her. Vi har i forvejen ikke mange virksomheder og arbejdspladser her i vandkanten, siger han.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Så er landsdelens mest omtalte godstransport sejlet i havn.

Prammen med de tre gigantiske mølledele, der siden i fredags har været på rejse fra Brande mod testcentret i Østerild, er nu på vej ind i havnen i Hanstholm efter en sejltur, der tog sin begyndelse i Hvide Sande klokken 22 i går aftes.

Det viser billeder fra Hanstholm Havn.

Selvom det er stort, og tungtvejende gods, der står på prammen, så gør havnechef Søren Zohnesen ikke store øjne af transporten.

- Det er som en dag mere på kontoret. For os har der ikke været nogen ekstraordinære opgaver, fordi vores infrastruktur kan håndtere det, siger han.

Det eneste, der måske skal ændres betydeligt på, er et par lygtepæle og skilte på havnen, mener chefen i Hanstholm.

Men selvom de i Hanstholm ser transporten som en normal opgave, så giver det alligevel lidt indtryk.

- Det er altid spændende at se, når sådan noget kommer ind i havnen. Møllerne bliver større og større for hver gang, men nogle gange er det svært at se, at de er blevet det, siger Søren Zohnesen, der er havnechef på Hanstholm Havn.

Han fortæller, at det kræver lige så mange forberedelse at køre strækket fra Hanstholm til Østerild, som det krævede mellem Brande og Hvide Sande. 

- Jeg tror ikke, der er gjort de helt store forberedelse. Vejen er jo godt forberedt på de her laster, fordi de har kørt, der så mange gange, siger han. 

Foto: Ole Vognstoft

Hvis du vil se mølledelenes tur til havnen i Hvide Sande, hvorfra delene blev sejlet til Hanstholm, kan du se og læse livebloggen her.


Social dumping: Tre Aalborg-virksomheder under lup

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Virksomhederne kan se frem til yderligere kontrol.

Fejl og snyd blev for nyligt konstateret af Skattestyrelsens medarbejdere i en landsdækkende kontrolaktion.

I hele 33 ud af 52 kontroller blev der fundet indikationer på social dumping. Tre Aalborg-virksomheder er nu under Skattestyrelsens lup for problemer og humbug.

Hvad er social dumping?

Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft udfører opgaver i et andet land til en lavere løn og under ringere arbejdsforhold, end hvad der gælder for det pågældende lands arbejdstagere.

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Det var i sidste uge, at Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet aflagde visit hos fem Aalborg-virksomheder, som hovedsageligt opererer inden for restaurationsbranchen.

- Virksomhederne, vi kontrollerer, er udvalgt, fordi vores oplysninger indikerer, at der kan være problemer med social dumping. Kontrollerne viser, at de tre Aalborg-virksomheder er med til at skabe unfair konkurrence, siger Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Virksomhederne kan nu se frem til at blive kontrolleret yderligere, så Skattestyrelsen kan opgøre skat og moms korrekt for virksomhederne og deres ansatte.

- Når vi skal se nærmere på tre virksomheder, skyldes det, at vi under kontrollen har oplevet nogle uoverensstemmelser og uklarheder omkring moms og skat, som vi skal have set nærmere på. Desuden mener vi, at medarbejderne i en enkelt virksomhed, skal anses for arbejdsudlejede til den danske virksomhed, de udfører arbejde for, siger Ernst O. Nielsen.

I forbindelse med kontrollerne har Skattestyrelsen på landsplan talt med 161 medarbejdere. 110 blandt dem var udenlandske.

Det var årets ottende landsdækkende aktion mod social dumping foretaget af Skattestyrelsen.