Nyt regnvejr på vej – vi nærmer os nedbørsrekord

Mere regn er på vej til Danmark, og alt tyder på, at vi får det mest nedbørrige efterår i mere end 100 år.

Paraplyen og regntøjet skal igen findes frem, når det helt usædvanligt våde efterår onsdag fortsætter med endnu en regnvejrsdag.

Denne gang er det et lavtryk fra syd, der i det kommende døgn skal bevæge sig op over Danmark.

Efter en morgen med gråvejr og stedvis tåge i store dele af landet begynder regnområdet fra Tyskland at bevæge sig op over Østersøen.

Regnvejret breder sig allerede i morgen- og formiddagstimerne op over den sydøstlige del af landet.

Herfra bevæger det sig langsomt videre mod nord, så regnen omkring middagstid vil være nået frem til Hovedstaden og Fyn.

Kilde: TV2 Vejret
Kilde: TV2 Vejret

I løbet af eftermiddagen breder regnen sig videre mod både nord og vest, og det ventes at nå ind over store dele af Jylland, inden solen går ned.

I den nordligste del af landet kan man dog se frem til tørvejr det meste af dagen.

Regnvejret ventes først at nå Vendsyssel ud på aftenen.

Kilde: TV2 Vejret
Kilde: TV2 Vejret

Der venter en våd aften og nat i store dele af landet, og først torsdag morgen vil regnen atter have forladt landet.

I den nordlige og østlige del af landet vil vinden i løbet af eftermiddagen og aftenen tiltage.

Her bliver det mest blæsende med op til hård vind fra sydøst og øst.

Nye rekorder mulige - både for efteråret og hele året

Med det kommende døgns regnvejr, der kan give mellem fem og ti millimeter, nærmer vi os en ny nedbørrekord.

Kilde: TV2 Vejret
Kilde: TV2 Vejret

Onsdag morgen er der i løbet af efteråret faldet hele 320 millimeter. Rekorden for det mest nedbørrige efterår siden 1873 lyder på 327 millimeter, som faldt i efteråret 1967.

Fortsætter resten af året blot tilnærmelsesvis lige så regnfuldt, som efteråret indtil videre har været, er en ny rekord for nedbør på et år også inden for rækkevidde.

Indtil videre er der i løbet af året faldet 807 millimeter, mens rekorden fra 1999 lyder på 905 millimeter


Seneste nyt

fra Nordjylland