LIGE NU:

Nyt varslingssystem: Her er de fem nye danske risikoniveauer for coronavirus

Risikoniveauet vil blive fastsat en gang om ugen både nationalt og regionalt af en ekspertgruppe.

Et nyt varslingssystem for coronavirus skal hjælpe borgere og virksomheder til bedre at planlægge mulige tiltag i god tid inden coronarestriktioner indføres. Regionerne i Danmark kan være i forskellige risikoniveauer og derfor kan tiltag iværksættes forskelligt afhængigt af situationen i den enkelte region.

Det meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde lørdag formiddag.

I sin kerne består varslingssystemet af fem risikoniveauer samt en værktøjskasse med mulige tiltag.

De fem risikoniveauer

  • Niveau 1: Lav og lokal smitte med mulighed for opblussen.
  • Niveau 2: Lokale og regionale udbrud af smitte, der kan brede sig.
  • Niveau 3: Udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal. (Det er det niveau, hele Danmark befinder sig på i øjeblikket.)
  • Niveau 4: Udbredt samfundssmitte og begyndende pres på kapacitet på sygehusene.
  • Niveau 5: Udbredt samfundssmitte og risiko for, at kapaciteten på sygehusene overstiges.

- Varslingssystemet viser, hvad risikoniveauet er nu, og hvilke tiltag der kan blive nødvendige, hvis smitten stiger, siger Magnus Heunicke om det nye system.

Alt afhængig af, hvilket risikoniveau, som Danmark befinder sig på, vil forskellige restriktioner blive indført eller fjernet.

Eksempler på restriktioner

På lørdagens pressemøde kom myndighederne med en lang række eksempler på, hvad der vil ske i forskellige sektorer afhængigt af risikoniveauet. Du kan se dem alle på coronasmitte.dk.

TV 2 giver dig her tre eksempler på, hvordan forskellige områder bliver påvirket af risikoniveauet.

Mundbind:

  • Niveau 1-2: I særlige situationer.
  • Niveau 3: Udvalgte steder.
  • Niveau 4: Brug af mundbind generelt i det offentlige rum.

Forsamlingskrav:

  • Niveau 1-2: Fysisk afstand.
  • Niveau 2: 50-500.
  • Niveau 3: 10-50.
  • Niveau 4: 3-10.
  • Niveau 5: Begrænsning af udgangsforhold.

Professionelle idrætsbegivenheder:

  • Niveau 1: Begrænsning af antal tilskuere
  • Niveau 2: Yderligere begrænsning af antal tilskuere og restriktioner
  • Niveau 3: Meget begrænset antal tilskuere og yderligere restriktioner
  • Niveau 4: Lukning
  • Niveau 5: Lukning

Risikoniveauet vil blive fastsat en gang om ugen både nationalt og regionalt af en ekspertgruppe og offentliggjort på coronasmitte.dk.

Tiltagene kan så komme på tale, alt efter hvordan risikoniveauet udvikler sig.

Risikoniveauer vil blandt andet vurderes ud fra udvikling i udlandet

Risikoniveauerne vil blive fastsat ud fra blandt andet antallet af nye smittede, antal indlagte og den forventede udvikling på baggrund af fremskrivninger. Men der er også mere subjektive krav, der kan komme i spil, forklarede myndighederne på pressemødet lørdag.

- Formålet er at sikre, at vi kun har restriktioner på de områder, hvor det er højest nødvendigt, lød det Magnus Heunicke, der også kom med en advarsel:

- Skræmmescenarierne er rundt om os i Europa. Det understreger vigtigheden af at være på forkant med epidemien, og det skal varslingssystemet bidrage til. Det vil sige, at der rundt om i landet kan blive forskel på, hvilke tiltag der tages i brug af myndighederne.