I forårssolen foran Rigshospitalets indgang 3 er Niels Hansen i fuld gang med sit arbejde. Skraldespanden bliver troligt tømt og skodderne samlet op, inden han iler videre til næste opgave.

For selvom det er 26 år siden, at Niels Hansen blev ansat som portør på hospitalet, byder hans job i dag på mange andre opgaver. De minder mest om en anlægsgartners, siger han:

- I denne uge samler jeg for eksempel affald, og i næste uge kører jeg måske fejemaskine.

Ligesom mange andre ansatte på Rigshospitalet får Niels Hansen betalt sin frokostpause. Det gør omkring 90 procent af landets cirka 800.000 offentligt ansatte, viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Hver dag mellem klokken 11 og 14 sætter anlægsgartneren og hans to nærmeste kolleger sig til rette med madpakken, og i de 29 minutter, det tager at indtage den, får de løn. Bliver de afbrudt på grund af presserende arbejdsopgaver, må de nulstille ”pauseuret” og starte forfra. Det sker dog stort set aldrig, fortæller Niels Hansen.

Det store spørgsmål

Spørgsmålet om den betalte frokostpause er blevet en af de allerstørste stridsspørgsmål i de langvarige overenskomstforhandlinger.

Sammen med spørgsmålet om lærernes arbejdstidsaftale er frokostpausen tilsyneladende det store uløste spørgsmål, der gør at de stadig forhandler i døgndrift i Forligsinstitutionen.

Over 100.000 offentligt ansatte har nemlig ikke en udtrykkelig ret til betalt spisepause, og nu kræver lønmodtagerne, at den betalte frokostpause skal skrives ind i overenskomsterne for evig tid.

Først når den er det, kan de føle sig sikre på at beholde den.

Ordningen koster op mod 29 milliarder kroner om året, viser nye tal fra Tænketanken Kraka, der dog understreger, at tallet er sat højt.

Niels Hansens pause bliver stort set aldrig afbrudt

Idéen bag den betalte pause er, at det er en slags kompensation for, at medarbejderne skal stå til rådighed for deres arbejdsgiver hele arbejdsdagen, og at de derfor aldrig kan vide, om de kan sidde ned og nyde frokosten, eller om de må lade madpakke være madpakke og trække i arbejdstøjet.

Det er tilfældet for mange af Niels Hansens kolleger på Rigshospitalet – blandt andre lægerne og sygeplejerskerne, siger han:

- Det er klart, at en kirurg ikke bare kan smide skalpellen, når der er spisepause. Der er vedkommende nødt til at fortsætte sit arbejde, selvom det er frokosttid.

Men Niels Hansen selv oplever stort set aldrig at blive afbrudt i sin pause, og derfor forstår han godt, hvis nogen undrer sig over, at han får frokostpausen betalt. Han synes dog, det er rimeligt:

- Det er jo i og for sig ikke, fordi jeg i dag laver noget, der gør, at jeg tit bliver nødt til at afbryde min frokost. Aftalen stammer tilbage, fra da jeg arbejdede som portør. Men omvendt vil jeg sige, at lønniveauet jo tit er højere i det private, så jeg synes, det er rimeligt, som reglerne er nu, siger han.

Rørlægger må selv betale

Det er dog langt fra alle, der er så heldige at få løn, mens de spiser. Kun 9,8 procent af de privatansatte har betalt frokostpause, viser tallene fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Det er blandt andre de ansatte i den private hjemmepleje, hvor det forventes af de ansatte, at de smider madpakken, hvis der opstår noget akut.

En af dem, der derimod selv må betale frokostpausen, er rørlæggeren Jan Mortensen, som er ved at installere fjernvarme i Panum-bygningen, få meter fra Niels Hansens arbejdsplads på Rigshospitalet. Han og kollegaen har taget hul på madpakken i firmabilen, da TV 2 møder dem. Normalt spiser de i skurvognene, der er sat op til formålet, men i dag ligger skurvognene for langt væk, og derfor forsøger de at spare tid. 

Jan Mortensen har været i branchen i 32 år, men har aldrig fået betalt en pause. Dermed er hans arbejdsdag typisk en halv time længere end eksempelvis Niels Hansens.

- Det har vi vænnet os til, for sådan har det jo altid været. Det er sådan set fint nok, men hvis vi blev tilbudt en betalt pause, ville jeg selvfølgelig ikke sige nej, siger han.

Rørlæggeren sætter dog et forsigtigt spørgsmålstegn ved, om det nu også er nødvendigt, at så mange offentligt ansatte får pausen betalt, når han og kollegerne klarer sig uden. Og det er han ikke ene om.

Intet krav fra ministeren

I efteråret meldte Moderniseringsstyrelsen ud, at den betalte frokostpause er en kutyme eller et personalegode i stil med en frugtordning, og at den kan forsvinde, uden at lønnen stiger. Styrelsen mener derfor, at det er op til de enkelte statslige arbejdsgivere og styrelser, om den betalte frokost skal fortsætte.

Udmeldingen har fået især Akademikernes Centralorganisation (AC) til at presse på for at få spisepausen skrevet ind som en rettighed i overenskomsten. Flere af deres medlemmer i staten – eksempelvis embedsmænd, gymnasielærere og universitetsansatte – har nemlig ikke en betalt spisepause på skrift, og de risikerer derfor at skulle arbejde to en halv time mere om ugen for samme løn.

Det svarer til, at de skal arbejde gratis tre uger ekstra om året.

Innovationsminister Sofie Løhde har afvist, at staten har planer om at tage spisepausen fra de ansatte, men alligevel er spisepausen blevet en del af musketereden mellem lønmodtagerne i stat, regioner og kommuner.

Og ifølge lektor Nana Wesley Hansen fra Københavns Universitet har lønmodtagerne en god pointe:

- Det er bestemt muligt, at tanken om at fjerne den betalte frokostpause kan brede sig blandt arbejdsgiverne, siger hun og peger på, at det ikke er usandsynligt, at regioner og kommuner følger trop, hvis staten inddrager den betalte pause.

Lektoren mener derudover, at en inddraget frokostpause kan give en dobbelt forringelse:

- Dels skal man arbejde længere uden lønkompensation, men hvad der nok bekymrer de offentlige løndmodtagere mere er, at der vil være arbejdsgivere, der mener, at de så også godt kan skære en eller flere medarbejdere væk, når personalet samlet set arbejder flere timer. Det giver måske mening i et regneark, men på arbejdspladsen vil man blot opleve at skulle løbe hurtigere.

Lynspisning

Årsagen til at stort set alle offentligt ansatte får løn for at spise, mens stort set ingen private ansatte gør det, skyldes især traditioner, siger Nana Wesley Hansen.

- I det offentlige har der udviklet sig en forståelse af, at man har et lavere lønniveau. Tager man for eksempel en akademiker, der arbejder med it i en kommune, og så en akademiker, der arbejder med it i en privat virksomhed, vil lønnen typisk være en del højere i det private. Til gengæld får den kommunalt ansatte betalt spisepause og måske også bedre barselsvilkår. Det er den forståelse, der har eksisteret i mange år, og som nu bliver sat på prøve.

I 2016 mistede de ansatte i Post Danmark deres betalte frokostpause, fordi virksomheden skulle spare. Det var et overlevelsesgreb, der ikke kunne undgås, siger fællestillidsmand for HK'erne i PostNord Danmark Eigil Johannesen.

Og det har betydet, at måden at spise frokost på er forandret, lyder det:

- Bitterheden er ikke forsvundet, selvom de fleste godt kan se, at det var et nødvendigt træk dengang. Det har betydet, at der er nogle, der forsøger at gøre frokostpausen så kort som mulig, så de ikke får senere fri, eller at de spiser ved skrivebordet. Vi har ikke oplevet personaleflugt, men det er da blevet en mindre attraktiv arbejdsplads, siger Eigil Johannesen.

Samme konsekvens kan forekomme, hvis man begynder at pille ved frokostpausen i det offentlige, forudser Nana Wesley Hansen.

Yngre Læger: Det vil være katastrofalt

Lektoren forklarer, at diskussionen omkring frokostordningen er meget kompleks, fordi der er mange forskellige ordninger lokalt på arbejdspladserne i både det offentlige og private, ligesom der er forskellig historik på, hvordan frokostaftalerne og kutymer er opstået – og om de er skrevet ind i overenskomsterne.

Summa summarum er, at hvis en arbejdsplads vælger at sløjfe den betalte frokostpause, så betyder det, at de ansatte skal arbejde cirka en halv time mere hver dag. For så skal de obligatoriske 7 timer og 24 minutter være effektiv arbejdstid, og spisepausen skal derfor ligge udover.

Camilla Rathcke, der er formand for Yngre Læger, mener, at det vil være katastrofalt, hvis hun og kollegerne mister den betalte spisepause.

- Du kan gå ind på et hvilket som helst hospital, og så vil du se, at lægerne og sygeplejerskerne stort set aldrig har tid til frokost. Vi spiser 5-10 minutter, mens vi arbejder. Hvis vi selv skal betale vores frokostpause, råder vi også selv over den halve time, og så kan vi jo potentielt vælge at forlade arbejdspladsen i vores frokostpause, siger formanden og fortsætter:

- Det er noget ufleksibelt i forhold til det behov, som hospitalsvæsenet har. Sat på spidsen er udfordringen så, hvad vi gør, hvis der er en, der får hjertestop?

DA er bekymret over retorikken

Dansk Arbejdsgiverforening, der er hovedorganisation for 14 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked, er ”meget bekymret” over kravet om, at den betalte frokostpause skal skrives ind i overenskomsterne til evig tid.

Til DR siger DA’s viceadministrerende direktør, Pernille Knudsen, at hun undrer sig over den voldsomme retorik omkring spisepausen, som ingen offentlige arbejdsgivere endnu har meldt ud, at de vil fjerne.

Danske virksomheders konkurrenceevne risikerer nemlig i sidste ende at lide skade, hvis lønmodtagerne får deres krav om højere løn og sikring af betalt spisepause igennem, siger hun.

I de private medlemsvirksomheder ”fungerer det fint”, selvom de ansatte selv betaler spisepausen:

- Folk spiser jo alligevel. Og man kan placere pausen fleksibelt. Så det med at sige, at den offentlige sektor går under, hvis ikke man til evig tid er sikret frokostpausen, er et meget radikalt udsagn, siger Pernille Knudsen til DR.

Det vil ikke gå godt

Niels Hansen har selv arbejdet i det private i mange år, hvor arbejdsugerne langt overskred de 37 timer, og han betalte selv for sin frokostpause – når der var tid til at holde den.

Han husker derfor, at det var lidt som en ”feriekoloni”, da han startede som portør på Rigshospitalet.

Niels Hansen håber dog ikke, at nogen vil gribe ind over for hans og kollegernes spisepause:

- Det vil nok ikke gå så godt. Vi er jo mange, der er ansat på mange forskellige måder, og fritiden er dyrebar. Vi har i øvrigt også lært, hvordan man strejker, siger han.

Onsdag blev konflikten for anden gang udskudt med 14 dage. Hvis forligsmand Mette Christensen beslutter, at forhandlingerne er endeligt brudt sammen, så kan både strejke og lockout bryde ud fem  dage senere.

Hvis forhandlingerne fortsætter i hele den 14 dages periode, så kan strejken starte den 6. maj og lockouten den 12. maj.