Weekenden har budt på let snefald flere steder i landet, og det er det samme billede mandag morgen.
Ovenstående grafik er en kombination af radar og observationer, som viser nedbør flere steder i de østlige egne.
Du kan her se det aktuelle radarbillede og følge med i, hvor der er nedbør netop nu. På vintertrafik.dk meldes der om glatte veje særligt i den nordlige del af Sjælland, ved Nyborg, Kolding og Vejle.
I morgentimerne vil der fortsat stedvis komme nedbør, og på ovenstående prognose viser beregninger stedvis snefald i Nordjylland.
Risiko for lokalt isslag
Det er lidt lunere luft, der presser på fra vest, og helt lokalt kan der også falde isslag. Isslag er når regn falder ned i en luft, der er under frysepunktet. Regnen bliver hermed underafkølet, og når den rammer overflader, bliver den til gennemsigtig is. Det giver glatte fliser, trapper og veje. Det er svært at se de glatte overflader, og isslag fører ofte til faldulykker.
Først på eftermiddagen vil det blive tøvejr i hele landet. Det meste af tiden holder det tørt, men der kan stedvis også komme lidt regn eller slud.
Sen eftermiddag og aften ankommer et større område med nedbør fra vest.
Først på aftenen giver det regn, slud og tøsne i Jylland og på Fyn. Senere på aftenen trækker nedbørsområdet længere mod øst.
Det kan igen kortvarigt give hvide overflader, men sneen smelter hurtigt.