Personer fra Blågårds Plads vandt 130.000 kroner på AaB-kamp under mistanke

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger var den samlede gevintsudbetaling på en specifik hændelse i en kamp mellem AaB og OB på omkring 130.000 danske kroner.

Torsdag kom det frem, at Nordjyllands Politi efterforsker en sag om mulig matchfixing relateret til AaB.

AaB bekræftede selv, at sagen drejer sig om en ’specifik forseelse’ i forbindelse med en Superliga-kamp i efteråret 2019.

Helt specifikt er der tale om en konkret episode i kampen mellem AaB og OB den 18. oktober 2019. Der er ikke tale om en sag, der påvirker kampens resultat, som det normalt forbindes med matchfixing.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er der på tværs af tre spilselskaber i Danmark - Unibet, Bet25 og Danske Spil - blevet spillet for omkring 40-50.000 kroner, mens den samlede gevinstudbetaling på det specifikke væddemål beløber sig til omkring 130.000 kroner. Det fortæller kilder tæt på efterforskningen til TV 2 SPORT.

En kilde tæt på efterforskningen kan også bekræfte, at der er tale om en gruppe af personer fra Blågårds Plads i København, der har spillet på det specifikke væddemål.

Politiet efterforsker lige nu deres forhold til den pågældende spiller, og hvorvidt de kan have påvirket ham til at udføre handlingen.

TV 2 SPORT har været i kontakt med spillerens agent, der ikke ønsker at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

Odds styrtdykkede

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er oddset på den specifikke hændelse faldet fra 2,70 til 1,30 i løbet af kampen hos en given bookmaker, fordi der er blevet placeret odds på det specifikke væddemål kampen igennem.

Det giver ikke meget mening ifølge Chris Kronow, der underviser på New Haven University i sportsintegritet, og som i syv år var ansvarlig for de nationale spilselskabers overvågning af markedet med henblik på at opdage matchfixing.

- Det er en unaturlig udvikling, for normalvis ser man ikke, at folk bliver ved med at spille på noget, hvor oddset er imod dig, siger han til TV 2 SPORT.

'Det er jo, fordi de ved et eller andet'

Chris Kronow er af den overbevisning, at folk under normale omstændigheder ville stoppe med at spille på det specifikke væddemål, fordi det blev mere og mere usandsynligt. Alligevel faldt oddset, fordi der fortsat blev placeret penge på det.

- Lad os sige, der er tilbud på en kasse Tuborg til 100 kroner. Og når prisen så bliver sat op efter seks kasser, så stopper du med at købe dem. Det er sådan en adfærd, vi har, når prisen ikke er god nok. Men her er der jo bare nogen, der er fortsat.

Hvorfor er folk så fortsat med at spille på den specifikke hændelse?

- Det er jo så, fordi de ved et eller andet, eller at de har en rigtig stærk formodning om, at det sker. Ellers ville man ikke fortsætte.

Nordjyllands Politi har oplyst, at de efterforsker anmeldelsen, de modtog i februar, som værende et brud på straffelovens § 279 omhandlende bedrageri.

Chris Kronow kan dog ikke med rette sige, om der er tale om en konkret forbrydelse i den pågældende sag.

- Jeg kan ikke sige, det er matchfixing, for det ved vi ikke. Men det er en rigtig stærk formodning om, at der er nogen, der ved mere. Lige så vel som i Roskilde-sagen, hvor der bliver spillet en masse penge fra Tyskland. Hvorfor skulle de det? Hvorfor har man interesse i det? Det er jo nok, fordi du ved et eller andet.

Bookmaker bekræfter uregelmæssigt højere spil

Fodboldmediet bold.dk har også kigget nærmere på oddsudviklingen hos en unavngiven bookmaker og beskriver, hvordan der i dagene op til kampen blev spillet tusindvis af kroner på det givne udfald, hvilket medførte, at det faldt fra odds 4,5 til under 2.

Det skete ifølge mediets oplysninger, efter udfaldet i flere omgange blev lukket for spil, inden det åbnede på kampdagen, hvorefter bookmakeren endte med at lukke helt for oddset, da der stadig blev spillet.

Bold.dk har været i kontakt med Unibet og Danske Spil, men de ønskede ikke at kommentere sagen til mediet. Bet25 kunne dog bekræfte uregelmæssigt spil.

- Det er korrekt, at vi har modtaget uregelmæssigt højere spil på den pågældende kamp, men derudover har vi ingen kommentarer til sagen. Vi overlader undersøgelsen af sagen til myndighederne, oplyser Bet25 til bold.dk

Danske Spil ønsker heller ikke at kommentere på sagen til TV 2 SPORT.


Seneste nyt

fra Nordjylland