Pivkoldt vejrskifte - Tung tøsne er landet i Nordjylland
Foto: Jeppe Hostrup
Tidligt fredag morgen var bilerne i Aalborg klædt i sne.
Nordjyderne står op til tøsne flere steder i landsdelen fredag morgen, men der tegner sig alligevel til en flot blå himmel senere på dagen.
Sne i den tunge kategori lagde et vidt skær over dele af Nordjylland fredag morgen, og nordjyderne står op til en råkold og blæsende formiddag.
Efter en november, der bød på mildt og gråt vejr - og en del regn - så venter der os i løbet af det kommende døgn et regulært vejrskifte.
Det lavtryk, som torsdag ligger lige vest for Danmark, og som giver perioder med regn og byger, vil i løbet af det kommende døgn langsomt bevæge sig videre mod øst.
Når lavtrykket natten til fredag efterhånden vil befinde sig øst for Danmark, drejer vinden om i nord, og det sender betydeligt koldere luft ned over landet.
Samtidig vil lavtrykkets fronter, som 'slynges' rundt om lavtrykscenteret, fortsat give regn, men i takt med at temperaturen falder, vil nedbøren stedvis kunne gå over i slud og tøsne.
Størst mulighed for sne i Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm
Nedbøren vil stort set alle steder starte som regn og kan for en kort overgang gå over i slud og tøsne. Muligheden for det er til stede i det nordlige Jylland sidst på natten, og fredag morgen og formiddag kan det samme ske i det centrale Nordsjælland.
Jo længere man er fra kysten, jo højere i terrænet man befinder sig, og jo kraftigere nedbøren er, jo større sandsynlighed er der for tøsne.
Mens tøsneen falder, kan den en kort overgang lægge sig på jorden, men den vil hurtigt smelte, da både lufttemperaturen og jordoverfladens temperatur er over frysepunktet.
Fra sidst på formiddagen og indtil først på eftermiddagen kan nedbøren ligeledes blive hvid midt inde på Bornholm. En del af klippeøen befinder sig i 150 meters højde, og da temperaturen falder med cirka én grad for hver hundrede meter, man bevæger sig op, er der her sandsynlighed for, at regnen bliver til tøsne.
Efterfølges af masser af solskin - men kraftig blæst
Så snart lavtrykket trækker endnu længere mod øst - og nedbørsområdet ligeså - åbnes der op for, at kold og klar luft kan strømme nedover Danmark.
Derfor byder resten af fredagen på særdeles smukt og lyst vejr med blå himmel og drivende skyer. Til gengæld bliver det meget blæsende - især over Kattegatområdet, hvor vinden når kulingstyrke, mens vindstødene kan nå stormende kuling.
Kombinationen af kraftig blæst og temperaturer, der i dagens løb kun stiger til tre til fem graders varme, vil få det til at føles som let frost mange steder.
Derefter venter der en weekend, der byder på nogen sol og udbredt nattefrost.