Politik: Ældreminister Thyra Frank genopstiller ikke
Foto: Hedegaard
Ældreministeren skriver, at hendes tid som minister har "kostet nogle knubs undervejs".
Ældreminister Thyra Frank fra Liberal Alliance meddeler på Facebook, at hun ikke genopstiller ved folketingsvalget 5. juni.
- Alting har sin tid, og efter grundige overvejelser har jeg besluttet, at jeg ikke stiller op til det kommende folketingsvalg, lyder det i opslaget. Thyra Frank har været ældreminister siden 28. november 2016, hvor Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti gik ind i regeringen sammen med Venstre.
Thyra Frank skriver videre, at hendes tid som minister har været "ualmindeligt spændende", men det har ikke altid været nogen dans på roser.
- Det har bestemt også været udfordrende og kostet nogle knubs undervejs, men det er åbenbart en del af dét at være i politik.
Thyra Frank er uddannet sygeplejerske og har taget en diplomuddannelse i ledelse. Hun har tidligere været forstander for et plejehjem på Frederiksberg. Hun blev valgt ind i Folketinget i 2011, men opnåede ikke genvalg i 2015. Året efter gjorde hun comeback i politik, da hun blev tildelt posten som ældreminister.
Den afgående minister skriver afslutningsvis, at hun ikke ønsker at uddybe sin beslutning for nuværende.