Foto: Mick Knive Anderson (Arkivfoto)

Regeringen og DF klar til at droppe udskældt krav til sygehusene

Røde partier, fagbevægelsen og landets regioner har i årevis kritiseret system, der krævede, at sygehuspersonalet løb hurtigere år for år.

I samarbejde med tv2.dk

Landets sygehuse skal efter alt at dømme alligevel ikke leve op til det omstridte produktivitetskrav på to procent næste år.

Regeringen og Dansk Folkeparti mødes onsdag eftermiddag til forhandlinger, og ifølge TV2's oplysninger ventes man i den forbindelse at nå til enighed om at afskaffe kravet for 2018. Fra 2019 skal et andet system for styring af udgifterne i sundhedssektoren træde i kraft i stedet, erfarer TV2.

Landets sygehuse har i årevis været underlagt produktivitetskravet, der har pålagt dem at "producere" to procent mere hvert år - uden at få flere penge tilført.

Region Nordjylland har ignoreret kravet

Produktivitetskravet har været meget udskældt i Region Nordjylland, hvor hospitalerne har proklameret, at de ikke kunne følge med kravet. Det fik regionen til at ignorere kravet i deres budget for 2018. 

- Vi havde gerne set, at staten havde fjernet produktivitetskravet på to procent allerede i 2018. Region Nordjylland ønsker at gå foran, og vi har derfor valgt at indføre en ny styringsmodel i 2018, der gør op med kravet om mere aktivitet, og hvor hospitalerne ”sættes fri”. Samtidig er vi fra politisk hold gået efter at understøtte vores medarbejdere og ledere ved at opstille få, klare og meningsfulde mål – og derefter sikre mest mulig rum til ledelse og stabil drift, sagde regionsformand Ulla Astman i september.

Læs også Regionen fjerner omstridt krav til sygehusansatte

Flertal krævede afskaffelse

Både Danske Regioner - der har ansvaret for sygehusene - og ansatte på landets sygehuse, har i årevis kritiseret kravet voldsomt. Det tvinger nemlig de ansatte til at løbe alt for stærkt og går ud over kvaliteten af behandlingen, har kritikken lydt. 

Socialdemokratiet meldte tidligere på året ud, at det ønsker at sløjfe kravet, og dermed har der tegnet sig et flertal udenom regeringen. Dansk Folkeparti og resten af oppositionen er nemlig også modstandere af produktivitetskravet.

Men nu undgår regeringen efter alt at dømme med at komme i mindretal i folketingssalen, fordi den har fundet frem til en fælles løsning med Dansk Folkeparti.

Læs også Landspolitikere bifalder Nordjyllands sløjfning af udskældt krav