Regeringen vil hæve forsamlingsforbud fra på onsdag
Når milepæl på vaccinefronten er nået, kan forsamlingsloftet udfases helt, lyder det.
Fra onsdag i næste uge vil regeringen hæve forsamlingsforbuddet både indendørs og udendørs.
For indendørs forsamlinger lægger regeringen op til at hæve det nuværende forsamlingsforbud på fem personer til ti personer, mens det udendørs skal hæves fra ti personer til 20 personer.
Det viser et notat rundsendt til partierne, som TV 2 er i besiddelse af.
Hæves yderligere i maj
Torsdag eftermiddag mødes regeringen med Folketingets partier for at forhandle en yderligere genåbning af Danmark. Derfor kan regeringens plan for udfasningen af forsamlingsforbuddet også nå at ændre sig endnu.
Den foreløbige plan for udfasningen af forsamlingsforbuddet ser indtil videre sådan ud:
Fra 21. april: Forsamlingsforbuddet for indendørs forsamlinger hæves fra 5 til 10. Udendørs fra 10 til 20.
Fra 21. maj: Forsamlingsforbuddet for indendørs forsamlinger hæves fra 10 til 25. Udendørs fra 20 til 50. Desuden skal det nuværende loft for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter ophæves helt.
Efter 21. maj: Det generelle forsamlingsforbud kan udfases helt, når "vaccination med første stik af de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år" er nået.
Større forsamlinger og arrangementer er dog endnu ikke omfattet af planen.
Det skyldes, at regeringen endnu afventer en ekspertgruppes vurdering af, hvordan større arrangementer kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt.
Går alt for langsomt
Blå blok har den seneste tid lagt pres på regeringen for at få genåbningsplanen fremrykket.
Tempoet er nemlig alt for langsomt i forhold til det stabile smittetryk, mener de borgerlige partier.
- Der skulle ifølge SSI være 870 indlagte midt i april. Lige nu har vi 220. Hvis det ikke giver anledning til at rykke frem, så er det svært at finde mening med den aftale, som vi har lavet, har Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, for eksempel udtalt.
I weekenden indkaldte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) derfor Folketingets partier til nye forhandlinger, hvor en udfasning af forsamlingsforbuddet altså blandt andet er på tapetet.