Særligt vejrfænomen giver risiko for oversvømmelser
Foto: Øyvind Bertel Fabricius Holm / Seerfoto
Arkivfoto. Kombinationen af regn og smeltevand fra sne giver risiko for lokale oversvømmelser i Nordjylland.
Store mængder sne kombineret med mildt og regnfuldt vejr har udløst varsel for tøbrud i Nordjylland.
Et større regnvejr er mandag ved at passere landet.
Samtidig har temperaturen fået et ordentlig nøk opad og forventes i løbet af mandagen at toppe med 8 til 11 graders varme. I sig selv efterårsagtigt vejr, der nogle steder også byder på vindstød op til stormstyrke.
Men ud over kraftige vindstød er der i Nordjylland udsendt varsel for et helt særligt vejrfænomen: nemlig tøbrud, hvilket kan risikere at give lokale oversvømmelser i det nordjyske.
Store mængder vand
Efter en uges tid med vintervejr over Danmark ligger der i Nordjylland fortsat op mellem 10 og 20 centimeter sne – lokalt op imod 30 centimeter.
Men vintervejret er nu for alvor blevet afløst af mildt og regnfuldt vejr, der i løbet af mandagen kan give mellem 10 og 15 millimeter regn mange steder. I Nordjylland kan der lokalt falde over 15 millimeter.
Netop kombinationen af regn og tøvejr vil få snemængderne i Nordjylland til at smelte hen over mandag og tirsdag. Og det kan give problemer.
Smeltevandet fra sneen og vandet fra regnen løber nemlig sammen, og dermed svarer de samlede vandmængder til langt kraftigere regn end det, der egentlig falder.
Samtidig gør den sne og is, der stadig ligger tilbage, at vandet ikke nødvendigvis løber i de afløb, som skal lede vandet væk fra vores huse.
Kombinationen af den forøgede vandmængde og den nedsatte afløbskapacitet vil give forøget risiko for lokale oversvømmelser og dermed vandskader.