Sikrer gruppefinale trods overraskelse
Foto: Aalborg Håndbold
Selvom Aalborg Håndbold halter, har de skæbnen i egne hænder før sidste spillerunde i slutspillet.
Aalborg Håndbold havde voldsomme problemer på hjemmebane mod Ribe-Esbjerg og måtte overraskende nøjes med uafgjort.
Det ene point var dog nok til at sikre nordjyderne en gruppefinale i slutspillet mod Skjern.
Skjern vandt tidligere lørdag over KIF Kolding, og dermed bliver holdenes kamp om otte dage afgørende for, hvem der vinder gruppen – og dermed formentlig slipper for at møde de forsvarende mestre fra GOG i DM-semifinalen.
Stor utilfredshed
- Vi får en fantastisk start igen i dag, og på en måde opfinder vi måder at gøre det svært for os selv på, siger Aalborgs Henrik Møllgaard til TV 2 Sport.
- De har ikke det store pres på sig, og det udnytter de til fulde. De virkede mere energiske og ovenpå, end vi gjorde.
- Vi har lidt ting, der skal kigges igennem inden den afgørende kamp mod Skjern.
Aalborg skal hjem og kigge på deres forsvar. Det sejlede. Det skal de have rettet, hvis de skal vinde den slutspilspulje.
Aalborg var foran 7-1 efter 7 minutter, men Ribe-Esbjerg kom flot tilbage, og både ved 10-9 og 21-20 var der kontakt.
Helt galt var det ved at gå, da Ribe-Esbjerg vendte 30-33 til 35-34 i slutminutterne, inden holdet blev ramt af en udvisning, som Aalborg udnyttede to gange.
Udeholdet udlignede med 40 sekunder tilbage, men Stefan Madsen fik i en timeout gjort det klart, at der ikke skulle afsluttes før sidste sekund. Uafgjort var nemlig nok til at sikre en gruppefinale mod Skjern, hvorimod nederlag havde sikret Skjern førstepladsen.
Ordren blev fulgt, og dermed sluttede det helt lige.