Søndag bliver sidste vinterdag i denne omgang
Foto: Ole Hougaard / Seerbillede
Det er nu kælken skal luftes og dagsfrost kan nydes
For vinterelskere er det med at komme ud og nyde vejret søndag, det bliver nemlig sidste dag, hvor sneen stadig ligger flot på jorden.
Den nye uge byder på et omslag til regn og plusgrader, og alt sne vil derfor snart være væk.
Søndag er danskerne stået op til streng frost over de østlige egne. Termometeret står her til morgen på under minus 8 omkring Roskilde.
Lokalt er det den hidtil koldeste morgen denne vinter.
I Jylland og på Fyn er det til gengæld markant lunere end i går, hvor man flere steder havde under minus 10 grader.
Der er dog frost og risiko for pletvis glatte veje i hele landet.
Dagen byder på mange skyer henover landet, men der er chancer for opbrud og sol i perioder over de østlige egne.
Temperaturen vil mange steder for tredje dag i træk forblive under frysepunktet og give endnu et isdøgn.
I Jylland og på Fyn kan termometeret snige sig lidt over frysepunktet og give let tøvejr.
Over hele landet er vinden ret svag, så det vil ikke føles meget koldere end dét, termometeret viser.
Det vil være overvejende tørt, men der kan falde lidt sne omkring Øresund, Bornholm og i Vestjylland i løbet af søndagen.
Snevejr til aften
I aften trækker en frontzone ind over landet fra vest, og det vil give let snefald i Jylland.
Det bliver ikke til mere end en eller 2 centimeter, men det kan kortvarigt give sneglatte veje og lidt vinterstemning.