Søndag med masser af sol og blæst i Nordjylland
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Den tørre luft betyder, at der ikke vil være mange skyer på himlen søndag.
Vinder tager af i løbet af dagen, men ved Skageraks kyster kan vinden stadig være hård.
Det varme junivejr holder fortsat en kort pause søndag, hvor det – ligesom tilfældet var lørdag – er en kølig nordvestlig vind, der blæser ned over Danmark.
Det giver temperaturer fra morgenstunden på 10 til 14 grader, men den højtstående sommersol får hurtigt temperaturerne til at stige i løbet af formiddagstimerne.
Inden middagstid vil termometrene rundt omkring i Danmark derfor vise mellem 13 og 18 grader, og ud på eftermiddagen kan temperaturen akkurat runde 20 grader som det højeste.
Mest blæst i Nordjylland
Ligesom lørdag vil de højeste temperaturer være at finde i de sydlige og østlige landsdele, hvor luften har bevæget sig længst tid over solopvarmet landjord.
Især først på dagen vil det fortsat være ganske blæsende med op til hård vind ved vest- og nordvestvendte kyster. Her kan der ligeledes være vindstød af kulingstyrke, men dagen igennem vil vinden aftage stille og roligt.
I de sene eftermiddagstimer vil vinden derfor generelt være let til frisk, men ved kysterne ud til Skagerrak i Nordjylland, kan vinden fortsat være op til hård.
Selvom luftmassen, der blæser ned over os søndag, er kølig, er den også relativt tør. Det medfører, at der generelt ikke vil være mange skyer på himlen. Også over den sydøstlige del af Danmark vil det efterhånden klare mere op. I dagens løb kan der dog dannes drivende kumulusskyer flere steder, men det vil holde tørt dagen igennem.
Mandag bliver det igen varmere, med temperaturer der kan nærme sig 24 grader.