Solen kommer, men ikke alle får glæde af den
Foråret sniger sig så småt ind på os i påsken. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Det bliver knap så varmt som de forgangne dage, med temperaturer på op til 11 grader.
Langfredag lægger her til morgen ud med et tykt lag skyer, som er over hele landet.
Mod øst er der enkelte byger i farvandet, især i det østlige Sjælland og på Bornholm.
Som dagen skrider frem, trækker skyerne mod syd, og en flot opklaring begynder at sprede sig ned over landet fra nord.
Dog er det ikke alle, der når at få glæde af den, før solen går ned igen.
VIDEO: Se vejret for de kommende dage:
Opklaring fra nord i løbet af dagen
Først på dagen må man landet over døje med skyerne, som stadig skygger for solen.
Ud på morgenen er der fortsat risiko for enkelte byger på Sjælland og Bornholm, men som formiddagen skrider frem, falder risikoen.
I den nordvestligste del af Jylland kan solen allerede begynde at titte frem fra sit skjul i løbet af morgenen.
Ved frokosttid begynder den rigtige opklaring så småt at trække ned over Nordjylland, hvor man går fra gråt til flot vejr med prangende solskin.
Opklaringen spreder sig videre ned over Jylland i løbet af eftermiddagen, men lader vente på sig i resten af landet.
Østersøen lægger en dæmper
Temperaturen stiger landet over til op mellem 9 og 11 grader med undtagelse af Bornholm, hvor den kolde Østersø lægger en dæmper på temperaturen.
Opklaringen breder sig kun langsomt ned over landet, og mange når desværre ikke at nyde den, før solen går ned i aften.
Især mod syd og øst bliver det knapt med opklaringen.
Heldigvis viser det sig, at man også her får solen at se, men først i morgen.