Svinestreger koster dyrt før skæbnekamp
Foto: TV 2 SPORT
Herning Blue Fox må undvære to defensive nøglespillere i den femte DM-finale.
Aalborg Pirates kan med en sejr over Herning Blue Fox søndag sikre sig det danske mesterskab, og det scenarie er som udgangspunkt ikke blevet sværere.
Herning er nemlig blevet voldsomt svækket til den femte DM-finale efter fredagens kamp, som Aalborg vandt med 6-2.
De defensive profiler Jonathan Racine og Patrick Madsen er nemlig blevet tildelt tre spilledages karantæne hver for tacklinger i ovennævnte kamp. Det fremgår af kendelser fra Danmarks Ishockey Union.
Racine og Madsen er begge sendt i skammekrogen for en såkaldt 'check to the head' (tackling mod hovedet).
Aalborg fører finaleserien med 3-1 i kampe og har dermed tre matchbolde til at sikre sig DM-titlen.
Uanset hvordan det går i søndagens kamp, er Racine og Madsen ude af resten af finaleserien.
Finalekampene
Aalborg-Herning 6-0
Herning-Aalborg 3-4 (efter forlænget)
Aalborg-Herning 2-3 (efter forlænget)
Herning-Aalborg 2-6
I den fjerde finale startede Racine og Madsen i henholdsvis anden- og tredjekæden for Herning.
Til søndagens kamp er Herning-træner Pekka Tirkkonen derfor tvunget til at finde alternative til de defensive brikker.