Uheldig EM-sølvvinder risikerer at stå arbejdsløs om seks uger
Den tidligere Fortunaspiller, nordjyske Line S. Jensen er blevet langtidsskadet få måneder før hendes kontrakt med Washington Spirit udløber.
Line S. Jensen kan ende med at stå uden job på grund af den langvarige skade, hun pådrog sig under EM.
For under tre uger siden vandt nordjyske Line S. Jensen sølv med det danske kvindelandshold ved EM.
Om seks uger kan hun stå uden arbejde.
Årsagen er en skade i knæet, hun pådrog sig i EM-semifinalen. En skade, som endte med at holde hende ude af finalen.
Under slutrunden blev det diagnosticeret som en korsbåndsskade. Da hun kom hjem til Danmark, var meldingen mere alvorlig for midtbanespilleren.
- Jeg er blev undersøgt igen i forhold til en hurtig operation. De vil ikke operere mig, da de er bange for, at ledbåndet også er revet over, og så er de heller ikke sikre på, at min menisk er intakt, sagde hun kort efter EM.
Hendes amerikanske klub, Washington Spirit, har sendt hende hjem på ferie. Men det er svært at få slappet helt af, når kontrakten med klubben udløber 1. oktober, og udsigten til en forlængelse ser dyster ud. Alt, hun kan gøre lige nu, er at håbe.
- Man gør sig nogle tanker, om klubben vil skrive kontrakt med en, når man er blevet langtidsskadet. Eller om de vil finde en ny spiller.
- Jeg kan ikke gøre den store forskel andet end at heppe med fra bænken. Hvorimod de kan hente en ny spiller som kan bidrage på banen. Så det er nogle af de tanker, man kan gøre sig, siger hun til TV 2 SPORT.
Da hun ikke selv kan gøre noget ved hendes kontraktsituation, har hun i stedet valgt at fokusere på noget, hun selv kan styre. Genoptræningen.
- Hvis jeg ikke får en ny kontrakt, betyder det, at genoptræningen bliver endnu vigtigere. Om jeg så på et tidspunkt kan få en tilbud i USA eller i Danmark, må tiden vise.
Skulle det ske, at der fortsat ikke er nogen klubber, der har henvendt sig, har hun en anden løsning til at kunne sikre sig selv økonomisk.
Med en uddannelse som sygeplejerske vil hun ikke have noget imod at skulle gøre det igen. Selvom det ikke har førsteprioritet.
- Jeg har heldigvis noget at falde tilbage på. Jeg er rigtig glad for arbejdet som sygeplejerske, og jeg savner det i min hverdag. Men når man vil noget andet, så er det pludselig svært at se den mulighed. Så jeg håber, jeg kan komme hurtigt tilbage på banen.
Line S. Jensen spillede samtlige minutter ved EM-slutrunden, inden hun udgik med knæskaden.