Varsel om vindstød af stormstyrke

Særligt Nordjylland kan blive hårdt ramt.

Onsdag rejser et lavtryk forbi landet, hvilket giver risiko for kraftige vindstød. I den forbindelse har TV 2 VEJRET udsendt varsel for vindstød af stormstyrke.

Varslet er gældende langs den jyske vestkyst i perioden onsdag klokken 16.00 til 22.00. I Nordvestjylland er der endda risiko for vindstød af stærk storm. 

Du kan få det fulde overblik over varslet herunder.

Prognose onsdag formiddag. Spredte byger og noget blæsende.
Prognose onsdag formiddag. Spredte byger og noget blæsende.
Foto: TV 2 Vejret

Vinden tager til

I eftermiddagstimerne går et lille lavtryk i land i den nordvestlige del af Danmark. Det betyder tiltagende vind og dermed risiko for stormstød.

Vinden drejer om i nordvest og kommer til at blæse med op til en hård kuling i den vestlige del af landet. Længere mod øst er det fortsat med en frisk til hård vind.

Stadig står den på en del byger, der lokalt kan blive kraftige.

Temperaturen kommer i dagens løb op mellem fire og seks grader, men det vil føles noget koldere på grund af vinden.

Prognose onsdag eftermiddag. Et lavtryk sender kraftig vind og intense byger ind over landet.
Prognose onsdag eftermiddag. Et lavtryk sender kraftig vind og intense byger ind over landet.
Foto: TV 2 Vejret

Opklaring med nattefrost

I aftentimerne har lavtrykket bevæget sig videre mod øst og ligger i den sydlige del af Kattegat. Dermed er det særligt i den centrale del af landet, at det vil blæse en del.

Sidst på aftenen er det kun Østdanmark, der har udsigt til byger. Længere mod vest klarer det efterhånden op, mens vinden samtidig er aftagende.

Netop det giver risiko for let nattefrost.

Prognose onsdag aften. Lavtrykket ligger midt i landet og giver en del blæst og mange byger.
Prognose onsdag aften. Lavtrykket ligger midt i landet og giver en del blæst og mange byger.
Foto: TV 2 Vejret

Seneste nyt

fra Nordjylland