Vindstød af stormstyrke har nu ramt Jyllands vestkyst
Foto: Henning Bagger (Scanpix)
Et kraftigt lavtryk giver fredag voldsomme vindstød, der har nået stormstyrke i Thorsminde.
Flere steder langs Jyllands vestkyst har man fredag eftermiddag haft vindstød af stormstyrke.
Mest har det indtil klokken 16.00 blæst ved Thorsminde i det nordvestlige Jylland, hvor et vindstød har været oppe på 27,3 m/s.
Grænsen for storm går ved 24,5 m/s, og det er en vindhastighed, som også er overskredet i vindstødene ved både Thyborøn, Blåvandshuk og Vester Vedsted ved Ribe.
Den kraftige blæst over Danmark kommer på sydvestsiden af et lavtryk, der passerer lige nordøst om os - hen over Sydsverige.
De kraftigste vindstød kommer i forbindelse med de byger, der dannes i den kolde polarluft, der strømmer ind over Danmark.
Resten af aftenen kan der også i de øvrige del af landet forventes blæsende vejr med vindstød af stormstyrke langs kysterne.
I formiddagstimerne ramte kraftige byger med torden og hagl den nordlige halvdel af Jylland, da fronter fra lavtrykket passerede.