Vingegaards andenplads i fare? Armstrong spottede bekymrende detalje
Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Den tidligere Tour-vinder Bradley Wiggins føler sig ikke sikker på, at Vingegaard kan holde fast i andenpladsen.
Jonas Vingegaard var på grænsen og kørte på pumperne, da han søndag kæmpede sig over målstregen på Plateau de Beille som nummer to.
Det bemærkede de tre tidligere cykelryttere Lance Armstrong, George Hincapie og Bradley Wiggins også, hvilket snakken blandt andet falder på i deres Tour-podcast 'The Move'.
Her noterer Lance Armstrong sig særligt en sekvens lidt over 300 meter fra målstregen, hvor Vingegaard kæmper for at begrænse tidstabet til Pogacar. I et kort øjeblik svajer danskeren så meget med cyklen, at han er ved at ramme barrieren.
- Hvis I så det på tv, så var der et øjeblik, hvor han var nærmest døsede helt hen, og han var på vej direkte ind i barrieren. Jeg så det, og kommentatorerne pointerede det også. Han var helt væk. Dét handler om tændstikker, forklarer Lance Armstrong som opfølgning på en pointe fra Bradley Wiggins.
Kan Vingegaard knække?
Tour de France-vinderen fra 2012 noterede sig nemlig, hvor smadret Jonas Vingegaard var mod afslutningen på etapen, hvor hele Visma-holdet samtidig havde skudt hele kavaleriet af.
- Vi snakker ofte om at brænde tændstikker, og at Pogacar brænder tændstikker, men jeg tror faktisk, at Jonas potentielt … Kunne han knække i denne uge og miste andenpladsen? lyder det spørgende fra Wiggins, der selv følger op:
- På baggrund af den indsats og energiudladning, som han har været nødt til at lave. I dag (søndag, red.) var en stor en af slagsen for ham. Han har ikke nødvendigvis betingelserne og belastningen til at kunne håndtere det. Momentum er skiftet igen, siger Wiggins med hentydning til danskerens voldsomme styrt og dermed den markant dårligere optakt.
En interessant uge for Vingegaard
Lance Armstrong, der vandt touren syv år i træk fra 1999 til 2005, men siden fik frataget alle sejre på grund af brugen af doping, kalder Wiggins ord for en fair pointe.
Specielt fordi den tredje uge af Tour de France er noget særligt, og der venter to monsteretaper fredag og lørdag, inden det hele afsluttes med en kuperet enkeltstart.
- Vi bliver tit spurgt om, hvad vi mener med at brænde tændstikker. Når man ser ting som det her (Vingegaard, der svajer mod barrieren, red.), så er det en tændstik, der er blevet brændt, siger Armstrong med et bekymret blik.
I det nuværende klassement ligger Tadej Pogacar ganske suverænt nummer et med 3 minutter og 19 sekunder ned til Jonas Vingegaard, mens Remco Evenepoel ligger 5 minutter og 19 sekunder efter Pogacar.
Det efterlader en afstand mellem Vingegaard og Evenepoel på 2 minutter og 10 sekunder, og spørger man Bradley Wiggins, så er der større chance for, at Vingegaard bliver hentet bagfra, end at danskeren kommer tættere på Pogacar.
- Den her tredje uge bliver interessant for Jonas. Det bliver også en duel med Evenepoel nu, der kommer til at kigge på Jonas. Der bliver en kamp om anden- og tredjepladsen, siger Wiggins og tilføjer:
- Nu er det jægeren (Vingegaard, red.), der selv bliver den jagtede. Vi har to Quick-Step-ryttere bag ham i form af Landa og Evenepoel, og vi har Almeida. Så der kan komme to UAE-ryttere på podiet. De er over fem minutter fra podiet lige nu, ja, men hvis du har en stor dag i bjergene, og Jonas knækker, så kan han hurtigt tabe tre-fire-fem minutter.
Evenepoel vil ikke risikere alt
Selv har Vingegaard slået fast, at han har tænkt sig at satse alt i jagten på Tour-sejren, fordi han ikke kører for andenpladsen. Han føler sig dog overbevist om, at podiepladsen næppe kommer i fare.
På hviledagen slog Evenepoel samtidig fast, at han ikke ønsker at risikere alt for at fange Vingegaard i klassementet.
- Hvis muligheden byder sig, vil jeg helt sikkert prøve at gå efter andenpladsen. Men jeg vil ikke risikere at miste min podieplads. Det ville være en skam. Jeg vil være meget tilfreds med en podieplads i Nice, især med tanke på at topfem var målet, siger Remco Evenepoel ifølge Wielerflits.
Flere artikler fra TV 2