Formand for svindel-forening idømt halvandet års fængsel
Foto: Morten Albek
Fængselsstraf til formanden for Danske Kræftramte Børn. Fætter frikendt.
Den tidligere formand for Foreningen for Danske Kræftramte børn blev ved retten i Odense i dag idømt halvandet års fængsel for bedrageri.
Han skal desuden betalte 2,2 millioner kroner tilbage til statskassen.
Kun de tre måneder af dommen skal dog afsones. Reststraffen er forbundet med samfundstjeneste.
Hans fætter blev frifundet.
Dommen blev overgivet skriftligt til de tiltalte, der var henholdsvis formand og næstformand for Foreningen for Danske Kræftramte Børn.
Der var således ikke noget fysisk retsmøde, da sagen blev afgjort. Sagens anklager var på ferie, og forsvarerne Jan Hollmén Olesen, Michael Jan Lindquist og deres klienter skulle ikke møde op i retten.
De tiltalte har under hele sagen nægtet sig skyldige, men var anklaget for groft bedrageri, hvor strafferammen er otte års fængsel.
Samlede 4,7 millioner ind - 500.000 gik til børnene
I 2016 og 2017 samlede Foreningen for Danske Kræftramte Børn 4,7 millioner kroner ind hos angiveligt 3.303 danske firmaer.
Ifølge foreningens sælgere og hjemmeside ville hovedparten af pengene gå til kræftsyge børn og til landets børnekræftafdelinger, men kun en halv million kroner havnede ifølge anklagemyndigheden i de rette lommer.
Altså langt fra de beløb, som donorene forventede gik videre til modtagerne - de kræftsyge børn.
Omkring 4,2 millioner kroner af det indsamlede beløb blev indsat på formandens konto eller konti tilhørende hans eget eller andre firmaer.
Callcenter fik 1,9 millioner
Blandt andet kunne to callcentre i Spanien glæde sig, når de fik firmaer til at yde et beløb til det gode formål.
Callcentret ML Solution fik overført 1,9 millioner kroner. Lederen af callcentret var også med i Foreningen Danske Kræftramte Børn.
Callcentret Quality Call modtog ifølge politiets pengestrømsanalyse 328.000 kroner.
Formandens egne selskaber modtog i omegnen af 850.000 kroner, men ifølge formanden lagde han også penge ud for foreningen, fordi den ikke kunne få et betalingskort i banken.
Efter hans skøn havde foreningen hjulpet over 50 familier med kræftsyge børn.
OM SAGEN
I 2017 afdækkede Operation X i et program, at Foreningen Danske Kræftramte Børn via sælgere i Barcelona i Spanien ved hjælp af tilsyneladende fiktive historier om syge børn og opdigtede samarbejdspartnere lokkede millioner ud af de danske virksomheder.
Ifølge anklageskriftet i sagen er kun 508.043 kroner af de indsamlede penge imidlertid brugt til gaver til kræftramte børn og udgifter relateret hertil - omkring 4,2 millioner kroner blev i stedet indsat på formandens konto eller konti tilhørende hans eget eller andre firmaer.
Ifølge anklageskriftet påstod sælgerne, at foreningen var hundrede procent frivillig, og at langt hovedparten af pengene gik til børnene.
Under retssagen er det kommet frem, at foreningen vitterligt har afleveret gaver til børn på kræftafdelingen i Skejby, men at det foregik helt ustruktureret og uden nogen egentlig aftale parterne imellem.
Det var faktisk en ren tilfældighed, at sygehuset fandt ud af, at nogle billetter til Ree Park og legetøj var fra foreningen i Odense.
Ingen af de firmaer, der har doneret penge til foreningen, havde meldt sagen til politiet.