26-årig varetægtsfængslet for mere end 40 forhold
Foto: Flemming Christensen / TV MIDTVEST (Arkivfoto)
26-årig mand fra Nykøbing er varetægtsfængslet frem til den 30. juni. Han har været eftersøgt siden midten af maj.
En 26-årig mand fra Nykøbing er søndag blevet varetægtsfængslet frem til den 30. juni. Det oplyser specialanklager Per Kiel Lauritsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
I alt er manden sigtet for flere end 40 forhold. De fleste af forholdene har han ifølge Per Kiel Lauritsen begået før den 19. april, hvor han senest var i retten. Her blev sagen dog ikke afsluttet. Sidenhen har han igen lavet kriminalitet, hvorfor forholdene før den 19. april er taget i betragtning. Det drejer sig primært om tyveri af blandt andet biler.
Siden midten af maj har politiet eftersøgt manden, og lørdag aften lykkedes det uden dramatik at pågribe ham i Nykøbing.
I retten erkendte han en lang række af forholdene, men kærede alligevel kendelsen til landsretten, da han mente, at den kriminalitet, han har begået, ligger før den 19. april og derfor hører til den gamle sag.
Manden er tidligere dømt for lignende forhold.