Ægtepar har brugt 500 timer på Skagen Festival - nu er den aflyst
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST
Ægteparret Dorthe Kold og Svend Erik Larsen havde hyret 240 musikere fra 17 lande fordelt på 51 bands. De skulle tilsammen have givet 80 koncerter på fire dage til Skagen Festival. Men nu bliver det ikke til noget.
Netop i år skulle have været ganske særlig for Skagen Festival. 50-års jubilæet skulle nemlig være fejret med det helt rigtige program og de helt rigtige bands. Men på grund af coronakrisen er festen aflyst.
Alt var ellers på plads, og ægteparret Dorthe Kold og Svend Erik Larsen fra Hover ved Spjald var begyndt at tørre sveden af panden efter mere end 500 timers arbejde. Næsten et år har de brugt på af planlægge udgave nummer 50 af Skagen Festival.
Begyndte at græde da beskeden kom
Coronakrisen og statsministerens udmelding i april om, at alle festivaler er aflyst til og med august, har væltet alt for det vestjyske ægtepar.
- Først var det et enormt stort chok, og så begyndte jeg at græde og kunne næsten ikke holde op igen. Den tanke med, at alle de ting, vi havde forberedt, bare ikke blev til noget, det var helt uoverskueligt, fortæller Dorthe Kold.
Skagen Festival er Danmarks ældste festival. I år skulle der være kommet næsten 40.000 publikummer, og der var købt musik for to millioner kroner.
Hårdt slag at skulle aflyse
Selv om der er langt fra Hover til Skagen, så er det altså i Vestjylland, at Skagen Festival bliver tilrettelagt. Sådan har det været de sidste syv år.
Dorthe Kold og Svend Erik Larsen har begge fuldtidsjob, men så snart de er hjemme, kaster de sig over arrangøropgaven. I år har de kørt mere end 6.000 kilometer og overværet mere end 40 koncerter for at udvælge de helt rigtige bands til programmet.
- Vi gør det i hvert fald ikke for pengenes skyld, ler de begge og tilføjer, at Skagen Festival betyder rigtigt meget for dem.
De synger og spiller selv og har et stort netværk i musikkredse både i Danmark og udlandet. I Skagen i år skulle blandt andet Folkeklubben, Tørfisk, Dublin Legends, Søren Huss, Signe Svendsen og Lars Lilholt have givet koncerter.
- Det kunne næsten ikke gøres bedre. Vi syntes virkelig, vi havde fået strikket et fint program sammen. Derfor er det et hårdt slag fra det ene minut til det andet at få at vide, at alt arbejdet er forgæves, siger Svend Erik Larsen.
Parret har ingen idé om, hvor mange timer de nu skal bruge på at udrede alle trådene i forbindelse med aflysningen. Og det er ikke en mulighed at flytte hele programmet til 2021.
- Det kan vi ikke. Der kan være nogle af de store bands, der allerede har andre aftaler. Nogle aftener i år har vi sat tre bands sammen, hvor der er en rød tråd. Hvis et af dem forsvinder, er det ikke sikkert, vi kan få et andet, der passer ind, og så skal hele aftenen ændret. Så det er slet ikke så let, siger Svend Erik Larsen.
De to vestjyder er dog overbeviste om, Skagen Festival nummer 50 vil blive gennemført i juli næste år. De er i hvert fald igen klar til at smøge ærmerne op.