Anderledes krav til de ansatte: Du skal kramme

På et bosted i Aalestrup ansætter de kun folk, som kan finde ud af at give krammere - her skal beboerne nemlig ikke lide af hudsult.

- Hvis ikke man bliver rørt ved, så visner man og dør faktisk. Det ved alle, og det er der lavet forsøg med, siger Helle Ravnborg, som er pædagog på bostedet Byen i Byen i Aalestrup.

quote Hvis man ikke bliver rørt ved, så visner man og dør faktisk.

Helle Ravnborg, pædagog

Hun er en af de ansatte på bostedet, som har fået besked om, at hun skal kunne kramme beboerne for at være en del af personalet. Det er nemlig et af de allervigtigste krav, hvis man vil arbejde der.

- Vi er jo arbejdsredskabet. Vi har ikke en hammer med som håndværkeren har.  Det er mig, der er arbejdsredskabet her, og der er man altså nødt til at give noget af sig selv, siger Nellie Hilding, forstander på bostedet.

Omsorg i stedet for hudsult

Hudsult beskrives af forskerne som en ubevidst trang til at blive rørt ved. Et kram, der varer sammenlagt 30 sekunder, udløser stoffet oxytocin, som er et tilknytningshormon. Nellie Hilding ved, hvor vigtig det er, at hendes personale kan kramme og rører ved beboerne. 

Helle Fogh er nyansat pædagog på bostedet Byen i Byen. Til ansættelsessamtalen fik hun at vide, at hun skulle kunne give knus og krammere for at blive ansat.
Helle Fogh er nyansat pædagog på bostedet Byen i Byen. Til ansættelsessamtalen fik hun at vide, at hun skulle kunne give knus og krammere for at blive ansat.
Foto: Kasper Riis Kristensen / TV MIDTVEST

- Gennem årene har jeg oplevet beboere, som blandt andet havde en udadreagerende adfærd. Og da vi var meget bevidste om at ændre vores tilgang, så forsvandt den der udadreagerende adfærd, og vi fandt ind til personen, siger forstanderen. 

Hvis ikke personalet har en omsorgsfuld tilgang til beboerne, kommer de til at lide af det man kalder hudsult. En tilstand af savn efter berøring og knus og kram. Manglende berøring og knus, kan udløse udadreagerende adfærd, angst vrede og uro. 

- Det giver da en enorm tilfredsstillelse, at man går hjem og tænker, at vi har en beboer, der trives. Og når de trives, så kan de også udvikle sig, og hvis vores beboere trives og udvikler sig, så har man også nogle tilfredse pårørende, og vi er tilfredse. Så det er sådan en spiral, der kører rundt, og så har vi det godt, siger Helle Ravnborg.

Sætter grænsen ved kys på munden

Nu er det blevet helt naturligt for de ansatte at vise følelser og varme overfor beboerne. Men der er stadigvæk nogle grænser, som skal overholdes.

- Jeg vil ikke have, hvis de vil kysse mig på munden. Men kys på kinden er okay - jeg giver også gerne et kys på kinden eller panden. Men hvis der er en dag, hvor jeg ikke har lyst til berøring, så lader jeg vær med at gå ind i de relationer den dag, for så vil jeg ikke være ægte, siger Helle Ravnborg. 

Kys på munden - der sætter pædagog Helle Ravnborg grænsen for, hvad hun vil lade beboerne gøre.
Kys på munden - der sætter pædagog Helle Ravnborg grænsen for, hvad hun vil lade beboerne gøre.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV Midtvest

Seneste nyt

fra Nordjylland