Angst spændte ben for sidste eksamen: 41 år senere har borgmester fået huen

Til trods for tre års slid tilbage i 1979 fik borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard, aldrig sin studenterhue. På grund af angst kunne hun ikke gå op til sin sidste eksamen.

”Je suis nervou” eller hedder det egentlig ”je suis nervous”? 

Lige meget hvad, så beskriver det den følelse 61-årige Ulla Vestergaard har lige inden sin afsluttende fransk-eksamen. Hun er nervøs, for det er den, der lige nu står mellem hende og den røde studenterhue.

- Det er noget værre lort for at sige det pænt at skulle igennem sådan noget her efter 41 år. Dengang jeg gik i gymnasiet, hed det tillægsord og udsagnsord, men nu hedder det pronomen, og jeg ved ikke hvad, siger Ulla Vestergaard (S), der er borgmester i Thisted Kommune.

I 1979 havde Ulla Vestergaard tre års hårdt arbejde bag sig på Thisted Gymnasium. Gymnasietidens mange eksamener var dog præget af en enorm angst, og det blev for meget, da hun stod over for den sidste og afsluttende eksamen i fransk.

- Jeg kunne jo have gået op til eksamen, hvis jeg ville, men jeg valgte selv at sige fra, fordi det ville jeg ikke udsætte mig selv for. Jeg havde haft det rigtig dårligt til de eksamener, jeg havde været oppe til, og jeg skulle have minimum otte for at bestå, og det kunne jeg slet ikke være i på det tidspunkt, fortæller Ulla Vestergaard.

41 år efter har borgmesteren fået og grebet chancen for endelig at få den studenterhue, hun aldrig fik. Det sker, efter rektoren på Thisted Gymnasium læste om, at Ulla Vestergaard aldrig fik en ordentlig afslutning på sin gymnasietid.

- Jeg har bare ikke troet, at det var en mulighed. Mit liv har jo formet sig, så jeg ikke har haft brug for den eksamen, men modsat så har der alligevel også siddet et eller andet i mig, at ”argh, det er da også træls ikke at få det fuldført”, siger Ulla Vestergaard.

Vejleder og borgmester

Når Ulla Vestergaard tænker tilbage på tiden efter den mislykkede studentereksamen, mindes hun, at det ikke var rart at stå uden beviset for de tre år på gymnasiet.

- Jeg nævnte det ikke så meget, og jeg snakkede ikke så meget om det de første år. Jeg var da ked af det og følte, det var et nederlag ikke at kunne bestå sådan nogle ting, siger Ulla Vestergaard.

Som årene gik, blev nederlagsfølelsen mindre, og fokus kom på noget andet. Først tog Ulla Vestergaard en erhvervsuddannelse som beskæftigelsesvejleder, og siden blev hun som bekendt borgmester. Kun ganske få gange er hun gået ledig.

- Jeg har jo været heldig - uanset eksamen eller ej - at jeg stadig har kunnet klare mig. Det er jo de valg, man tager i sit liv, og når man er ung, der vælger man noget, og det kan da godt være, det er forkert, siger Ulla Vestergaard.

Nu med hue

Selvom tiden læger alle sår, så havde Ulla Vestergaard ikke helt mistet håbet om at få huen på. Derfor går hun nu ind til sin afsluttende eksamen – med fire årtiers forsinkelse.

Forberedelserne hertil har været hårde.

- Al min tid går på det. På nær lige når jeg skal slå græs - og passe mit arbejde, siger Ulla Vestergaard.

Men hårdt arbejde viser sig at betale sig. Også selvom det er forsinket. Ulla Vestergaard kommer ud fra sin eksamen med et flot 10-tal.

- Yes! Det er okay. Hvor jeg glad for det. Og hvor er jeg glad for at have fået chancen. Jeg kan næsten ikke få armene ned. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger en tydelig rørt Ulla Vestergaard.

Dermed kan hendes mor stolt sætte huen på sin datters hoved, og Ulla Vestergaard kan sætte to tykke streger under, at intet er for sent.


Seneste nyt

fra Nordjylland