Brandmænd efterslukker i Thy: Drone skal finde de sidste hotspots
Foto: Line Sahl / TV MIDTVEST
Brandvagter vil være tilstede i området resten af weekenden.
Naturbranden i Thy er stadig ikke slukket, men indsatslederen håber, at gøre en ende på gløderne lørdag.
En drone med et termisk kamera er lørdag formiddag ankommet til området i Thy, hvor en naturbrand har været i gang i flere dage.
Ifølge indsatslederen er branden tæt på at være slukket, men for at være helt sikre, skal en drone undersøge området.
- Dronen kan finde hotspots, som vi skal være opmærksomme på. Sådan lyder det fra indsatsleder Henrik Gade Jespersen fra Nordjyllands Beredskab.
- Planen er, at vi bliver færdige med efterslukningen i dag, forklarer indsatslederen og fortæller, at der resten af weekeenden vil være brandvagter til stede på området.
Naturbranden begyndte tirsdag formiddag ved 11-tiden. I første omgang blev der meldt om ild på en skråning, men på grund af den kraftige blæst spredte flammerne sig hurtigt.
Slukningsarbejdet er trukket ud, fordi det et besværligt terræn at arbejde i for brandfolkene, fordi de har skullet lave veje og stier for at komme frem til gløderne. Ligesom der flere steder har gemt sig små lommer med gløder, som de ikke umiddelbart kunne se.
20 brandmænd er lørdag i gang med efterslukningen.
- Vi er i gang med at pakke sammen, men vi slukker punktbrænde derinde i dag, fortæller Henrik Gade Jespersen.
Indsatslederen fortæller, at de estimerer, at det brændte område er 100 hektar. Om det holder stik, finder de ud af, når dronen er færdig med at undersøge terrænet.
Selvom der igen er åbent for færdsel på Trapsandevej vest for Vang, så melder Henrik Gade Jespersen, at beredskabet stadig har køretøjer på vejen.