Den nye kvindelige ligestillingsminister vil redde de drenge, der bliver tabt
Foto: Ole Hald, TVMIDTVEST
Nordjyske Marie Bjerre (V) kerer sig om kvinders rettigheder, men siger, at hun også holder øje med drenge og mænd.
Det stærke køn. Det svage køn.
Danmarks nye ligestillingsminister forholder sig ikke til, hvad der er hvad.
Men hun fortæller, at hun ikke kun holder øje med kvinder. Men også med mænd. Og faktisk også med drenge.
- Jeg synes, vi er for dårlige til at tale om mænds og drenges udfordringer i det her samfund, siger Marie Bjerre.
- Der er alt for mange mænd og drenge, der mislykkes i bunden af vores samfund. Det synes jeg er lige så urimeligt, som at kvinder ikke kan lykkes i toppen. Så derfor bliver det et fokusområde for mig, fortsætter ligestillingsministeren.
Danmarks nye ligestillingsminister
Født i Rødkærsbro i 1986. Hun var landssekretær i Folkeskoleelevernes Landsorganisation i 2002-2003. I 2004-2005 var hun formand for Venstres Ungdom i Viborg.
Student fra Viborg Katedralskole i 2005. Hun har studeret jura på Københavns Universitet, hvor hun blev cand.jur. i 2011.
Var i 2006-2007 politisk assistent for Venstres daværende politiske ordfører Troels Lund Poulsen. I 2010-2012 arbejdede hun som politisk assistent for Jens Rohde i Europa-Parlamentet.
Advokat og advokatfuldmægtig fra 2012-2016 hos Gorrissen Federspiel i Aarhus. Fra 2016-2018 var hun advokat hos STORM Advokatfirma i Aalborg.
Marie Bjerre blev folketingskandidat i Himmerlandskredsen i 2016. Hun blev valgt første gang til Folketinget ved valget i 2019 med 8627 personlige stemmer.
Var i sin første valgperiode i Folketinget blandt andet sit partis klima- og socialordfører. I december sidste år blev hun digitaliseringsminister og minister for ligestilling.
Bor i Aalborg. Hun er gift og har to døtre, som blev født i 2018 og 2021.
Drenge halter efter
I magasinet 'Krydsfelt' på TV MIDTVEST forklarer nordjyske Marie Bjerre, at statistikkerne viser, at mænd har dårligere sundhed og dør tidligere end kvinder. Samtidig trives flere mænd dårligt og begår selvmord.
- Og hvad skolen angår, så har pigerne for længst overhalet drengene på karaktergennemsnittet. Men skellet mellem dem bliver også længere. Hvorfor er det, vi taber så mange drenge? Det, synes jeg, vi skal interessere os for politisk, siger Marie Bjerre.
Ligestillingsministeren, som også er minister for digitalisering, trådte til i sit nye job, da SVM-regeringen blev præsenteret 15. december.
Hun har dermed mindre end to måneders erfaring. Men hun har allerede gjort sig tanker, også hvad angår udfordringerne med drenge og mænd.
- Noget af det, jeg har brugt en del tid på, er at mødes med en masse interessenter på området. Og også når det handler om mænd og drenge og de udfordringer, der eksempelvis er med mænds sundhed, siger Marie Bjerre.
- Man skal passe på med kun at gøre ligestilling til en kamp for kvinder. Det er ikke rimeligt. Ligestilling er bredere end det, mener ministeren.