Dømt for knivstik på sin mor: Nu er dommen anket
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST. Arkiv.
Billedet er fra Thisted den dag knivepisoden fandt sted.
En søns knivoverfald på sin mor skal nu i Landsretten.
En dramatisk familiesag i Thisted kører videre.
For selvom der tidligere i december faldt dom i sagen om en 19-årig mands knivoverfald på sin mor, har statsadvokaten i Viborg besluttet at sende sagen i Vestre Landsret, efter dommen på 10 måneders ubetinget fængsel for grov vold er blevet anket.
Overfaldet i Thisted fandt sted i juni 2017, hvor den unge mand stak sin mor fem gange med en 15 centimeter lang kniv. Retsmedicineren har siden vurderet, at stikkene ikke var livstruende.
Et af sagens store spørgsmål har været, hvorvidt der var tale om drabsforsøg eller grov vold. Her vurderede retten i Holstebro den 7. december i år, at overfaldet skulle betragtes som grov vold, men nu skal spørgsmålet altså revurderes i landsretten.
Familiedrama endte i knivoverfald
Det er formentlig et familiedrama, der udløste episoden i sommer.
Den 19-årige og hans lillebror blev fjernet fra deres biologiske forældre som små, og omstændighederne har altså været skyld i et betændt forhold mellem moderen og gerningsmanden. Det hele kulminerede så med knivoverfaldet for et halvt år siden.
Den 19-årige blev løsladt, efter sagen havde været for retten i Holstebro, og det er ikke planen, at han skal fængsles.