Efter TV2-dokumentar: Anne bliver bombarderet med kærlighed
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST
Anne Veje Søndergaard og kæresten Rasmus Finn Brudager tjekker de søde beskeder, der vælter ind.
Anne Veje Søndergaard har modtaget et hav af søde beskeder, efter at TV2-dokumentaren Annes nye ansigt rullede over skærmen torsdag aften. Dagen derpå indrømmer hun, at det hele har været lidt overvældende.
Det har været nogle vilde dage for Anne Veje Søndergaard.
Torsdag rullede TV2-dokumentaren Annes nye ansigt over skærmen. Og siden er hun blevet bombarderet med kommentarer.
- Det er jo positive ting det hele.
- Jeg havde nok ikke forventet, at det var så mange. Det var jo helt vildt, fortæller Anne Veje Søndergaard dagen derpå.
Et forbillede for mange
Det er ikke udseendet, man skal dømme andre på.
Det er budskabet, som Anne vil have frem med dokumentaren.
- Jeg håber, at det gør, at folk tænker sig om, og over hvad de siger til hinanden, fortæller hun.
Og det budskab har sendt en strøm af positive beskeder i Annes retning.
- Sådan Anne, skal se programmet i aften. Glæder mig! Du er sej, lyder en besked.
- Kære Anne, jeg fældede et par tårer, da jeg så udsendelsen i aftes. Hvor er I seje allesammen, skriver en anden.
Det er både venner og familie, men også komplet fremmede, som skriver til Anne. Alene på TV MIDTVESTs facebookside har hun fået over 4000 likes og 300 kommentarer.
- Det har også været lidt overvældende, fortæller hun.
Kæresten Rasmus Finn Brudager har dagen igennem tjekket de søde beskeder sammen med Anne. Og ifølge de to vil de gerne bruge endnu mere tid sammen.
- Vi har en plan om, at vi gerne vil flytte sammen og have vores eget, fortæller Anne Veje Søndergaard.
Men inden da:
- Der skal virkelig slappes af i weekenden.