Ekstrem travlhed hos tandlæge: 52 akutte patienter på en dag
Foto: Joakim Brader
I Thy har de tandlæger, der ikke er på ferie, ekstra travlt lige nu. Der er nemlig kun to tandlægeklinikker, der er åbne.
I Thy holder de fleste tandlæger ferie i disse dage. Der er faktisk kun to tandlægeklinikker i hele Thy, som har åbent i denne uge. Den ene er Thisted Tandklinik. Her har man godt kunnet mærke travlheden.
- Mandag morgen havde vi 52 patienter, der ringede ind med akutte tandproblemer, som vi efter bedste evne har forsøgt at plads til i aftalebogen for at løse deres problemer, siger ejer af Thisted Tandklinik og tandlæge Rune Kassentoft Windfeld.
Hos Tandlægeforeningen kender man godt til travlheden. Næstformanden hos Tandlægeforeningen er dog glad for, at det er nu, der er lav bemanding, da det er nu, der er mindst at lave, hvad angår fastlagte tider.
- Det er uheldigt, at der er opstået en situation, hvor så mange tandlæger holder ferie, hvis der er 15 tandlæger, der holder ferie på samme tid. Men man må prøve lokalt at koordinere sig ud af det. I og med at det er et ferieområde, så er det det bedst mulige tidspunkt at have lav bemanding på her i sommerferien, siger Troels Barkholt.
Hos Thisted Tandklinik ønsker ejeren også en bedre koordination klinikkerne imellem.
- Jeg tror, at det er noget, vi skal tage op i den lokale tandlægeforening, om vi ikke kunne arrangere det sådan, at der altid var to-tre tandklinikker åbne, også i industriferien, siger Rune Kassentoft Windfeld.
De mange akuttider kan forklares med, at der er mange turister i området. Visse steder i Danmark er hårdere belastede, hvad angår akuttider i denne periode.
- Hvis det er et område, hvor der er mange turister, kan der komme mange akuttider. Skagen og Bornholm er for eksempel lagt ned i denne periode, siger næstformanden hos Tandlægeforeningen.
Han tilføjer også, at der er en regional tandpinevagt, som kan hjælpe i weekenderne, som tandlægerne kan søge, hvis ikke deres egen tandlæge holder åbent.