Færger venter på vand under køl
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST
Flere færger har måtte indstille sejladsen grundet den lave vandstand.
Det seneste døgns kraftige østenvind har presset vandet ud af fjorde og bredninger og efterladt færgerne i en usædvanlig situation. Der er ikke vand nok til at sejle.
Færgen 'Mary' der normalvis går mellem Hvalpsund og Sundsøre sejler ingen steder i dag.
Den plejer at have plads til 30 personbiler, men de kan ikke komme ombord, fordi vandstanden ligger godt 90 cm under normalniveauet, sådan lyder det fra overfartsleder Lars Bach Jensen.
Derfor har de også indstillet færgeafgangene indtil i morgen, hvor de regner med, at der igen vil være vand nok i bredningen til, at færgen atter kan komme på ret køl og få gang i motoren.
Håb forude
Det er det kraftige stormvejr, der har presset vandet ud af fjorde og bredninger i Vestjylland, og som nu efterlader flere af færgerne ude af stand til at sejle.
- Jeg har altid fået af vide at 'Du skal ikke komme for langt ud, for der ligger en sten. Jeg har aldrig set den, men det har jeg så nu', siger Lars Bach Jensen.
Det er dog heldigt, at det er weekend, sådan lyder det fra overfartslederen.
- Langt de fleste af færgegængerne er pendlere, siger han.
Vandet risler dog lige så stille retur til fjorde og bredninger. Ifølge DMI's hjemmeside vil vandstanden i løbet af søndag morgen være tæt på normale vandstande igen med kun 30 cm under normalniveau.
Færgen Thyborøn-Agger skriver på deres hjemmeside, at de forventer at genoptage sejladsen igen klokken 14 lørdag eftermiddag.
Feggesundfærgen oplyser ved SMS service, at færgen først sejler igen søndag klokken 08.10.
Længere nordpå er Læsøfærgen tilbage ved normal drift, mens øvrige færgeafgange på nuværende tidspunkt ikke ligner, at de er påvirket af stormen længere.
Flere artikler fra TV MIDTVEST