Flere huse tæt på at styrte i havet: Vi frygter for vores bolig
I Lildstrand kostede stormen Urd ét sommerhus livet. Flere andre er på vej i havet.
Havet æder sig tættere og tættere på flere huse i det lille fiskerleje Lild Strand, og det bekymrer husejerne.
Bølgerne har ædt så meget af kysten ved det lille fiskerleje Lild Strand i Thisted Kommune, at flere huse er faretruende tæt på at styrte i havet.
To huse på Sandnæshage er i akut fare, og et tredje har fået spist en større del af grunden.
- Vi kan se, at havet æder mere og mere af kysten. Vi har selv mistet halvdelen af vores grund og frygter nu, at vores hus er i fare, siger en af beboerne i området, Else Dam.
Området er sidst kystsikret i 1986. Else Dam fortæller, at beboerne tidligere har forsøgt at få myndighederne til at lave en ny og mere effektiv sikring. Men uden held.
Formanden for Thisteds tekniske udvalg, Kaj Kirk (DF), havde ikke hørt om sagen, da TV MIDTVEST kontaktede ham. Han fortæller, at han nu vil undersøge sagen nærmere og selv besigtige stedet.
Huset, der næsten er røget i havet, er et udlejningshus, og i øjeblikket befinder ejeren af huset sig på Bali. Det er endnu uvist om han er blevet orienteret om husets tilstand.
Flere artikler fra TV MIDTVEST