Halvdelen er over 80 år: Danmarks ældste filmproducenter kommer fra Aalestrup

Ambitionerne for filmproduktionerne er store i Aalestrup Videoklub, selvom medlemmerne er amatører.

Udstyr mangler der ikke noget af, og bemandingen på optageholdet vil skabe misundelse på enhver TV-station.

Aalestrup Videoklub har 14 medlemmer, og den dag, TV MIDTVEST er med videoklubben, er fem af dem på optagelse, hvor de skal lave et interview med en af Aalestrups borgere.

- Mange af de film, vi laver, er det vi kalder sognefilm, hvor vi fortæller om sognenes historie og interviewer nogle af beboerne – fortrinsvis nogle af de ældre - som kan fortælle lidt om sognets historie. På den måde sørger vi for, at det ikke bliver glemt, hvordan livet er i de små samfund, fortæller Lisbet Primdahl, der er gruppens eneste kvindelige medlem.

Ikke bange for at uddø, selv om halvdelen er over 80 år

Videoklubben blev oprettet i 2007 og har på den tid produceret godt 50 film. På dagens optagelse har de medbragt flere kameraer, mikrofoner og lamper. Alt sammen noget de i årenes løb har fået penge til ved at sælge deres film og søge fonde om støtte.

Specielt for klubben er, at halvdelen af medlemmerne er over 80 år, og derfor kan elektronikken også ofte udfordre medlemmerne.

- Det er da tit, at vi har tekniske problemer. Bare mens jeg har siddet og redigeret den seneste film, har jeg to gange måtte ringe efter hjælp, siger Lisbet Primdahl.

Når medlemmerne ikke er på optagelse, holder gruppen til på Knabergaarden i Aalestrup. Og selv om medlemmerne er langt oppe i alderen, så er formanden ikke bange for, at videoklubben skal uddø.

- Aldersancienniteten er blevet trukket ned, for selv om mange er over 80 år, så har vi lige fået en med på 50 år, siger Kristian Kristensen.

Aalestrup Videoklub sælger deres film på Lokalhistorisk Museum i Aalestrup og butikker i området.

I indslaget her kan du komme med Aalestrup Videoklub på optagelse:


Seneste nyt

fra Nordjylland