Hundredevis samlet til gudstjeneste - under sikre coronaforhold

Den traditionsrige pinsegudstjeneste kunne let være røget i vasken i år grundet pandemien, men det lykkedes alligevel kirkens folk i Thisted at stable et arrangement på benene.

For få dage siden lå det ikke lige i kortene at samle flere hundrede mennesker uanset formålet. Men det er alligevel lykkedes at afholde en stor pinsegudstjene i Thisted under de anbefalede forhold.

- På grund af coronatider skulle vi jo tænke lidt kreativt, og så sent som i tirsdags fik vi de sidste tilladelser til at holde drive-in-gudstjeneste, siger Anette Udmark, der er sognepræst i Thisted.

150 biler var derfor samlet ved havnen i Thisted, og selvom gudstjenesten må siges at være traditionsrig, så det har for alvor været nødvendigt at tænke ud af boksen, men det har ikke vist sig at være en udfordring.

Blod og legeme ind ad bilruden

Jesu Kristi blod og legeme blev eksempelvis uddelt i poser med to bægre vin og lidt brød i hver, som deltagerne fik ind ad bilruden ved ankomst. Men det er alligevel ikke helt det samme.

- Det er jo noget helt andet. Man sidder ikke så tæt sammen, og man kan ikke høre hinanden synge, som man kan i det fri eller i kirken. Og der er heller ikke så mange, som der måske ellers ville komme, siger Anette Udmark til TV MIDTVEST.

Og det er ikke kun fra den lidt anderledes prædikestol, der er blevet lagt mærke til, at gudstjenesten var noget andet end normalt.

- Det var jo anderledes, men vi sidder jo rigtig fint her til at følge med i det hele, siger Lissi Jørgensen, der var taget til gudstjenesten fra Hjardemål.

- God musik, dejlig sang og en god prædiken

Anderledes betyder altså ikke kun skidt, og med lækkert vejr og mere fællesskab, end de fleste har haft i lange tider, kørte de fleste altså tilfredse derfra.

- Det var specielt, altså, man savner selvfølgelig samværet oppe ved alteret, men man må gøre det ud fra de givne omstændigheder, så det var fint. God musik, dejlig sang og en god prædiken, siger Michael Hove, der kommer fra Hanstholm.

Og når deltagerne er tilfredse, er det svært ikke at trække på smilebåndet, når man er en af de præstekjoleklædte arrangører.

- Jeg synes, det har været en god oplevelse. Jeg er rigtig glad for, at der var så mange, der ville herud og turde at være med i dag, siger sognepræsten.


Seneste nyt

fra Nordjylland