Kæmpemøller bringer Frøstruplejren i fare: Halvdelen af boligerne risikerer at forsvinde
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST
En stor del af boligerne i Frøstruplejren skal eksproprieres, hvis der kommer flere vindmøller i Østerild.
En udvidelse af vindmølletestcentret i Østerild vil have store konsekvenser for Frøstruplejren, viser et nyt notat.
Op mod halvdelen af boligerne i Frøstruplejren står til at blive eksproprieret, hvis politikerne beslutter at udvide det nationale testcenter for store vindmøller ved Østerild i Thisted Kommune.
Det fremgår af et nyt notat fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Frøstruplejren, der også er kendt som Thylejren, har ifølge notatet tilladelse til opførelse af 60 bygninger til helårsbeboelse, og det er foreløbige støjberegninger fra vindmølleindustrien, der har sat tal på, hvor mange boliger i lejren der kommer i farezonen, hvis der kommer to ekstra møller nord for det eksisterende testcenter.
- Det vurderes umiddelbart, at ca. halvdelen af bygningerne til helårsbeboelse vil skulle nedlægges ved et scenarie med to 450 m møller, står der i notatet.
TV MIDTVEST besøgte lejren onsdag eftermiddag, men det lykkedes ikke komme i kontakt med nogen, der havde lyst til at kommentere udsigten til en ekspropriation.
Kort om Frøstruplejren
Lejren blev oprettet i 1970, da foreningen Det Ny Samfund købte 47 tønder land ved Frøstrup
I det første år boede 2000-3000 mennesker i lejren, der blandt andet bød på flere koncerter
Efter den første sommer blev nogle af deltagerne boende i lejren, og i 1995 blev lejren gjort lovlig, da Folketinget vedtog en lov, der blandt andet fastslog, at området må bruges til helårslejrplads for indtil 75 voksne faste beboere og deres børn
Kun to realistiske placeringer
Thisted Kommunes borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) siger, at kommunen vil kæmpe for, at så mange af kommunens borgere kan blive boende.
- Frøstruplejren eksisterer på en særlovgivning, og nu laver man en anden lovgivning om vindmøller. Det er ude af vores hænder, men vi må opfordre til, at flest muligt kan blive boende på deres bopæl, siger borgmesteren.
Frøstruplejren er kommet i spil, efter at et flertal på Christiansborg onsdag besluttede at undersøge muligheden for at udvide testcentret i Østerild med fem møller på 450 meter. Tidligere har man kun undersøgt muligheden for at udvide med to møller.
Myndighederne har i alt undersøgt seks mulige placeringer for et nyt vindmølletestcenter, men er nået frem til, at der kun er to realistiske muligheder, udover Østerild drejer det sig om en placering ved Vadehavet.
Udover boligerne i Frøstruplejren risikerer en lang række andre boliger i området også at blive eksproprieret, hvis vindmølletestcentret udvides.