Køkkenmager på Mors får grøn assistance fra Norge og Sverige
Foto: Tina Bangsgaard Christensen, TV Midtvest
Tage Odgaard Nielsen har været direktør for køkkenvirksomheden Frontego i tyve år.
I et nordisk projekt bliver studerende parret med virksomheder. Målet er at skabe nye, grønne løsninger.
At sige, at Tage Odgaard Nielsen ved noget om køkkener, er en underdrivelse. Efter tyve år i branchen har han styr på alt fra udvælgelse af træsorter til opbygning af fronter, og ingen detalje går hans rutinerede køkkennæse forbi.
Men selv om erfaringen er stor, så ved han godt, at han har brug for unge øjne, hvis køkkenfirmaet Frontego på Mors skal hjælpes godt ind i en grønnere og mere bæredygtig fremtid.
Det har han fået de seneste tre dage gennem et projekt ved navn Greenbizz, hvor 40 innovationsstuderende fra Norge og Sverige har været på besøg i Danmark.
Uanset hvad der kommer ud af det, så bliver man altid inspireret af sådan nogle unge mennesker.
Tage Odgaard Nielsen, direktør, frontego
Her har de besøgt forskellige virksomheder for at kigge nærmere på emner som grønne biler og genbrug af sikkerhedsseler, CO2-reduktion i lufthavnen, bæredygtig skovdrift og altså også genbrugsfokus i køkkenproduktion.
- De unge er ikke bundet af de samme traditioner, som vi andre er bundet af. Vi er jo vant til at gøre det på én måde, men de har fået til opgave at tænke helt ud af boksen. Jeg håber, der kommer noget nyt ud af det, siger Tage Odgaard Nielsen, der er direktør for Frontego.
Gode værktøjer fra Herning
Det er Aarhus Universitets afdeling i Herning, der står for den danske ende af det nordiske innovationssamarbejde.
De studerende arbejder i otte grupper ude i lokalområderne sammen med Morsø Erhvervsråd, Skive College, Business Skive, Karup Lufthavn og forskningscentret CGC ved Aarhus Universitet i Herning.
- De her studerende har lærer om de værktøjer, som vi har udviklet her i Herning, og dem kan de tage med tilbage til Sverige og Norge, siger Peter Lindgreen, der er professor, forsker og Greenbizz-koordinator ved Aarhus Universitet i Herning.
Når de tre projektdage er slut, præsenterer grupperne deres resultater for virksomhederne.
Fakta om projektet
- Projekt Greenbizz fungerer i denne omgang som tre dages intensiv camp i uge 11.
- 40 studerende fra Norge og Sverige møder virksomheder og hjælper med forslag til den grønne omstilling.
- De deltagende virksomheder er Karup Lufthavn, Salling Autogenbrug, Frontego og Haderup Skovservice.
- Når de tre dage er slut, præsenterer grupperne deres resultater for virksomhederne.
- Greenbizz er et nordisk samarbejde mellem forskningscenter CGC ved Aarhus Universitets afdeling i Birk Centerpark i Herning, den norske Høgskolen i Østfold og Högskolan i Halmstad i Sverige.
Værdifuldt for både virksomheder og studerende
Selv om de nordiske studerende besøger meget forskellige virksomheder, så har alle stederne én ting til fælles. Det forklarer Louise Vilsgaard, der er projektleder ved Green Innovation Makers og medarrangør af Green Innovation Camp i Skive:
- Alle virksomheder står overfor at skulle ind i den grønne omstilling, og det kan være ret komplekst, så derfor er det enormt værdifuldt at samarbejde med studerende, der har ny viden fra vidensinstitutioner og uddannelsesinstitutionerne, siger hun.
Og de studerende er også glade for at komme ud i den virkelige verden.
- Det bliver tungt teoretisk at høre om grøn innovation. At få en reel case gøre det lettere at forstå det, vi arbejder med, siger Sigve Fløtre, der er studerende på innovation og projektledelse ved Høyskolen i Østfold i Norge.
Køkkenfirma håber på inspiration
Hos Frontego på Mors har de studerende blandt andet kigget på, hvordan den store og ofte uhåndterlige papemballage til køkkenelementerne kan gøres mere bæredygtig.
Hvorvidt resultaterne vil blive brugt til noget, er stadig usikkert, men spørger man køkkenmageren selv, så er projektet en gave for virksomheder som hans.
- Uanset hvad der kommer ud af det, så bliver man altid inspireret af sådan nogle unge mennesker. Måske foreslår de nogle materialer, som vi slet ikke kender til, og det synes jeg da er vildt spændende, siger Tage Odgaard Nielsen.
Greenbizz er blevet til i samarbejde mellem forskningscenter CGC ved Aarhus Universitets afdeling i Birk Centerpark i Herning, den norske Høgskolen i Østfold og Högskolan i Halmstad i Sverige.
Flere artikler fra TV MIDTVEST